HELLERIIS

Regnen høvlede ned den dag henimod slutningen af august, da jeg cyklede, eller snarere traskede, med min cykel ind på gårdspladsen og op foran stuehuset til gården Helleriis. Jeg var forpjusket som en våd harekilling, men nåede dog at registrere, at man var ved at køre det sidste læs korn ind i laden.

Transporten af Eureka'en på cykel var et både banalt og besværligt problem. Kufferterne var store og tunge og vanskelige at anbringe på cyklen, hvor der også gerne skulle være plads til mig. Der var grænser for, hvor mange stød og knubs, det følsomme radiogrej kunne tåle, og endelig skulle transporten se nogenlunde uskyldig ud, så folk på egnen ikke begyndte at interessere sig for meget for den fremmede den allerførste dag.

Uden nærgående spørgsmål og andre dikkedarer blev jeg inviteret indenfor af gårdens ejer, Christian Riis og hans kone, Tulle, der havde kaffen parat. De var åbenbart blevet forhåndsinformeret af H.C. Toft, for det lå i luften, at jeg kunne regne med at blive der, så længe det var nødvendigt.

Men hvem var de mennesker, jeg var havnet hos, hvordan var de tekniske muligheder for at bruge gården som operationssted, hvordan var naboerne og i det hele taget egnens befolkning? Der var altså nogle spørgsmål, jeg måtte have svar på, inden jeg kunne tage stilling til, om jeg kunne blive på Helleriis for et måske længere tidsrum, eller jeg skulle søge andre græsgange. For at få svar på disse spørgsmål måtte jeg dels bruge min egen iagttagelsesevne, dels stole på min intuition.

Christian Riis var en noget tung og firkantet mand, urokkelig rolig - og ret fåmælt. Han udstrålede autoritet, og det var tydeligt, at han var vant til at indgyde andre respekt, at få sin vilje kort og godt. Han var en mand, som jeg på én gang følte mig tryg ved og usikker over for. Han havde i en årrække været konservativt medlem af sognerådet. På skrivebordet lå Kristeligt Dagblad, og i knaphullet sad kongemærket.

Fru Riis (Tulle) var om ikke hans modsætning, så dog hans kvalificerede modspiller. Åben, hjertelig, varm og meget moderlig.

- De skal sandelig have noget sul på kroppen, var noget af det første, hun sagde til mig, De er jo alt for tynd.

Og så blev jeg forresten grundigt forkælet i den følgende tid.

Ved at stikke fingeren i jorden fandt jeg hurtigt ud af, at naboerne var pålidelige. Hvis de i den kommende tid anede noget, holdt de det i hvert fald for sig selv.

Jeg havde aldrig før været nord for Limfjorden og kendte hjemmefra kun lidt til landbefolkningen og dens politiske og nationale indstilling. Vi havde lidt fjern familie vest for Vejle, og de var alle pr. tradition venstrebønder. Her derimod, var landbefolkningen overvejende traditionsbundne, nationalbevidste konservative. I Vejle havde jeg i midten og slutningen af 30-erne set de unge, ultrakonservative KU'er iført lange støvler, brune skjorter og skrårem marchere skrålende gennem gaderne til Kirketorvet, hvor en eller anden stor kanon holdt en flammende tale med klare, fascistiske undertoner. Det var gyseligt og uhyggeligt. Her på Thyholm, der var præget af mellemstore og navnlig mindre landbrug, var folk ganske vist konservative, men det var Christmas Møllers mere socialt orienterede konservatisme, der prægede deres holdning. De var nok nationalt bevidste, men ikke national-chauvinistiske.

Men alt det var der ikke tid til at interessere sig for, nu skulle der nemlig arbejdes. Det var derfor, jeg var kommet.

Umiddelbart var Helleriis ikke det bedste sted at etablere et pejlefyr, der skulle opfange radioimpulser fra en afstand på 150-200 km - vestfra. Gården lå ikke særlig højt i terrænet, med markerne skrånende ned mod Limfjorden - mod øst. Altså ikke de optimale betingelser.

Men prøves skulle det. Vi valgte som basis loftet på den østre længe, "Østerhuset". Loftet blev brugt dels som kornmagasin, dels som en slags pulterkammer. Her kom der næsten aldrig nogen, så det valgte vi. Der måtte slås hul i taget, så den ca. 3 m lange antenne kunne sættes så højt som muligt. Da den ene af gårdens karle dagen efter opdagede hullet i taget, blev han enig med de andre om, at der nok havde været rotter på spil. Vi lod dem blive i troen.

Ved mit korte møde med Larsen i Århus havde jeg fået klare instrukser om, at jeg hver aften kl. 18.15 - uden undtagelse - skulle lytte til den danske nyhedsudsendelse fra BBC i London. Disse udsendelser sluttede altid med en såkaldt særmelding. Den var som regel udformet som en hilsen til . . . og så fulgte en række navne. Det kunne for eksempel være: Hilsen til Ingeborg, Else, Mogens, brøndgraveren, Kurt, Magdalene, guldsmeden osv.

Listen med navne var som regel meget længere end denne, og mindst halvdelen var "dummy"-navne, dvs. navne, som ingen som helst betydning havde - ud over at forvirre tyskerne, der ingen mulighed havde for at vide, hvor mange operationer, der var planlagt.

Andre var signal til modtagefolkene om, at der netop i aften kunne ventes nedkastning på deres plads. Visse kodenavne var ordrer til andre grupper om at gå i gang med fx. jernbanesabotage. Et enkelt kodenavn kunne være henvendt til Eureka-operatøren. Hvis det kodenavn, som Larsen eller senere Toldstrups hovedkvarter havde opgivet som mit, blev nævnt, skulle jeg være klar til at operere samme aften mellem kl. 22 og 01 eller senere.

De første aftener skete der intet. Vi lyttede samvittighedsfuldt til BBC og glædede os over de opmuntrende meldinger om de allieredes fremrykninger på alle fronter. Særmeldingerne blev selvfølgelig aflyttet særlig intenst. Men endnu ingen hilsen, der indeholdt det kodenavn, jeg havde fået opgivet. Endelig en aften kom det. Hilsen til MERETE. Nu var jeg klar over, at jeg for alvor skulle på arbejde. Op på Østerhus-loftet og slutte strømmen fra akkumulatoren, hovedtelefonerne på og så ellers mobilisere den nødvendige tålmodighed. Det var svært. I begyndelsen hørte jeg kun den sædvanlige knitren, der fortalte mig, at der ingen kontakt var. Men så skete det. Efter ca. tre kvarter lød der pludselig en høj, klar fløjtetone i hovedtelefonerne. Så var jeg klar over, at der var en eller måske flere maskiner på vej, og at de havde kurs direkte mod mit operationssted. Det var tegn til, at jeg skulle begynde at morse det opgivne bogstav til maskinen. Det var et B. Jeg begyndte at sende - langsomt havde jeg fået besked på: streg - prik - prik - prik - pause - streg - prik - prik - prik.

Det var en ejendommelig fornemmelse at sidde der på et hundekoldt udhusloft og sende et så beskedent budskab ud i verdensrummet uden at vide, om det blev modtaget af dem, det var tiltænkt, og uden nogen form for eller mulighed for respons.

Den kom heldigvis. Efter en halv times arbejde med Eureka'en hørte jeg en svag brummen i luften, som langsomt kom nærmere. Og så skete det, jeg havde drømt om, siden jeg sagde farvel til Larsen i Århus. Maskinen drønede lige hen over hovedet på vej til sit mål: Nedkastning af forsyninger til vore folk et eller andet sted i landet eller nedkastning af miner eller bombninger i Tyskland.

Det hele var overstået på nogle minutter, måske et kvarter, men det stod i disse øjeblikke klart for mig, at der trods alle tidligere skuffelser var et perspektiv i mine anstrengelser.

Det var en lettet, en smule stolt og en meget tilfreds og træt Poul Jacobsen, der gik i seng den nat ved halvtotiden.

Endelig var det lykkedes efter en række skuffelser at nå frem til et resultat, der betød, at min indsats - hvor beskeden den end var - alligevel havde haft betydning på en eller anden måde.

Sådan gik det mange gange i de 2½ måned, jeg havde mit hjem og operationssted på Helleriis.

I min beretning til Rigsarkivet efter krigen (afleveret gennem dr. phil. Jørgen Hæstrup) skriver jeg følgende til sidst: "Eureka-arbejdet var et Stykke illegalt Arbejde uden større Dramatik. Det var et udpræget Enkeltmandsjob, hvor Forudsætningerne for et heldigt Resultat laa i Operatørens Evne til at arbejde præcist og ganske nøjagtigt efter de givne Ordrer. Beviset for veludført Arbejde fik den enkelte Medarbejder præsenteret, naar de store Stirling-maskiner drønede lige hen over Hovedet paa ham og hans Maskineri". Hæstrup fortsætter for egen regning: "Karakteristikken er nok korrekt, men ikke udtømmende. Der mangler det relief, som resultaterne af det daglige Eureka-slid i ensom kulde uden nattesøvn stablede op bag arbejdet.......".

Der var et par problemer, der skulle løses hen ad vejen. Det ene var spørgsmålet om fortsat strømtilførsel til pejlesenderen. På gården havde man jævnstrøm fra det lille private el-værk i Uglev, ca. 5 km væk, og jævnstrøm kunne ikke bruges til Eureka'en. Altså måtte jeg bruge akkumulatoren. Men den blev hurtigt "flad" - altså tømt for strøm. Den skulle ret jævnlig oplades, og heldigvis var bestyreren på det lille el-værk en mand, der var både pålidelig, fornuftig og tjenstvillig. Turen gik derfor ofte til Uglev med akkumulatoren på cyklens bagagebærer. Dagen efter blev den hentet, og så var den klar til aftenens arbejde.

Det andet problem var mere kompliceret. Det var nemlig spørgsmålet om security. Vi havde på sommerlejren fået banket ind i vore hoveder, at vi for alt i verden måtte sørge for, hvor vi end var, at etablere den størst mulige sikkerhed, både for vores egen skyld, og ikke mindst af hensyn til den sårbare organisation og naturligvis også af hensyn til det illegale arbejdes effektivitet. Endelig var der et ganske alvorligt hensyn at tage til de familier, der absolut ikke uden fare for sig selv gav os husly, arbejdsbetingelser m.m.

Vi - familien Riis og jeg - måtte derfor opfinde en camouflage, der kunne legitimere, at jeg opholdt mig på gården og ofte sås blandt familiens naboer og venner.

Hvad var mere naturligt end at udnævne mig til at være en hjertesvag student af fjern familie, der nu opholdt sig på landet for at komme til kræfter oven på en periode med krævende eksamenslæsning.

Det gik fint. Historien lød tilforladelig, men led af den svaghed, at jeg faktisk var sund og rask, da jeg kom, og kom til at se endnu sundere og raskere og mere rødkindet ud, efterhånden som fru Riis's gode og nærende kost virkede på mit udseende.

Den gik altså ikke i længden, så vi måtte finde på noget andet. Men hvad? En dækhistorie eller camouflage for "den hjertesvage student" skulle helst være så rimelig vandtæt og troværdig, at folk ikke straks gennemskuede den. Vi måtte altså lægge hovederne i blød.

Nu var det så heldigt, at familien Riis havde en datter, Inger, som var enebarn, og som netop var fyldt 22 år få dage før, jeg ankom til gården. Hun måtte kunne bruges i forbindelse med en god historie. Vi kunne jo for eksempel lade, som om vi var gode venner, måske var der oven i købet en forlovelse på vej, selvom Chr. Riis nok hellere havde set en landmand som svigersøn end en forløben "hjertesvag student", som ikke en gang havde taget sin eksamen endnu.

Vi gik med på spøgen begge to. Hvad gør man ikke for sit fædreland?

Det må for den historiske sandheds skyld siges, at vi strengt taget ikke brød os særlig meget om hinanden. Hun syntes (ganske med urette, naturligvis), at jeg var storsnudet og verdensfjern, og jeg kunne ærlig talt ikke se noget særligt i den mørkhårede skønhed med øjne som et par pistolmundinger.

Men vi spillede vore roller begge to. Hånd i hånd færdedes vi på traveture eller på cykel og søgte absolut ikke at skjule, at vi så hinanden dybt i øjnene. Folk kunne ikke få andet indtryk, end at det måtte da blive til noget med de to unge mennesker. Med tiden, måske. Nå ja, det måtte tiden så vise. Vi ser forresten hinanden dybt i øjnene den dag i dag.

Dagene gik. Lykken var at lytte til nyhederne fra BBC og høre mit kodenavn som en del af de mange hilsener i særmeldingen ved slutningen af nyhederne. Og lykken blev naturligvis yderligere understreget, når Eureka'en fungerede, som den skulle, og jeg hørte - men aldrig så - de store tungtlastede bombe- eller transportmaskiner brumme hen over gården.

Men der var også aftener, hvor der ingen hilsen var til mig, og derfor ingen aktivitet i luften. Så hyggede vi os i gårdens varme stuer eller fandt på noget helt andet og aldeles selvbestaltet: Jernbanesabotage. H.C. Toft havde forbindelse med et illegalt sprængstofdepot og havde fået fat på et eksemplar af den lille instruktionsbog, der fulgte med hver sending nedkastet gods. Hvorfor ikke sprænge Thybanen i luften? Det skulle være en smal sag, og det kunne jo lige så godt være os, der gjorde det, som andre. Thybanen var ikke forsøgt saboteret før, men nu skulle det altså være.

Vi fandt et passende sted ved Lyngs, ca. 15 km nord for Helleriis, hvor banestrækningen løber tæt på hovedvejen og parallelt med denne. En sur aften sidst i september drog Toft og jeg afsted med sprængstof, lunte, detonator, og hvad der ellers hørte til. Alt blev arrangeret som foreskrevet i instruktionsbogen, men sprængningen udeblev. Det var selvfølgelig en skuffelse, men vi var enige om at forsøge igen. Nogle aftener senere lykkedes det. Et stykke jernbaneskinne på ca. 1 m blev sprængt væk og generede toggangen et døgns tid eller deromkring. Vi jublede ikke over denne delvise succes, men var enige om, at vi passende kunne bruge dette forsøg som en øvelse til lignende opgaver, som måske kunne komme senere.

Hverdagen på Helleriis blev efterhånden mere og mere rutinepræget. Jeg følte mig helt integreret i familien Riis, og sikkerhedsproblemer syntes der ikke at være nogen af. Jeg var accepteret som Poul Jacobsen, hvilket navn dog efterhånden blev reduceret til Mester Jacob. Man havde måske sine anelser.

En dag var det dog lige ved at gå galt. Jeg skulle til Struer - 20 km på cykel - og skulle passere Oddesundbroen, hvor der var tyske kontrolposter på hver side. Jeg må åbenbart have set mistænkelig ud, for de tyske soldater, der heldigvis var værnemagtsoldater og ikke Gestapo, holdt mig tilbage og forlangte at se mit legitimationskort. Det skulle ikke være noget problem, for jeg havde ikke mindre end tre legitimationskort lydende på henholdsvis Jacobsen, Møller og Jespersen. Det viste sig imidlertid, at der alligevel opstod et problem, da det pludselig gik op for mig, at jeg store fjols af rent og skært sløseri havde alle tre kort på mig. Nu gjaldt det om at spille den rigtige komedie og spille den godt. Det gik.

Tyskerne var såmænd meget fredsommelige og fortalte beredvilligt, at de var på udkig efter en ung dansker, der samme morgen var undsluppet tysk fangenskab i Thisted.

Det kunne jo være Dem, sagde Gefreiteren med et skævt smil. Om han måtte se mit Personalausweis? Naturligvis. Jeg fiskede det første det bedste kort frem, lydende på navnet Poul Jacobsen. Han granskede nøje det lille foto og sammenlignede det med personen, der stod over for ham. Mon han kunne se, at jeg var nervøs? Muligvis, men det var vel heller ikke første gang, han var konfronteret med en dansker med blakket samvittighed. Mit falske navn kunne jeg huske, men det kneb unægtelig med at huske, hvornår jeg var "født". Jeg fremstammede en dato og et årstal så tilpas utydeligt, at han vist næppe opfattede dem. Senere viste den sig i øvrigt at være forkert. Nu blev der en telefoneren frem og tilbage, formentlig til de andre tyske kontrolposter , og pludselig var det hele forbi. Efter tre lange - meget lange - timer i tyskernes kontrolskur blev jeg sluppet fri og kunne cykle videre til Struer og ordne mine forretninger der.

Det var en temmelig flov Jacobsen, Møller og Jespersen, der i én og samme person foretrak togforbindelsen tilbage om eftermiddagen efter forhandlingerne i Struer. Der skulle ikke cykles mere over den bro.

Endelig blev hverdagens monotone rytme afbrudt.

Den 13. oktober fik jeg brev fra Toldstrup, som skrev, at der kunne forventes en pause i nedkastningerne. Jeg kunne holde fri et par dage, men skulle være på plads senest den 20. Samtidig oplyste Toldstrup, at stationen skulle flyttes væk fra Thyholm, og at nærmere besked herom ville komme senere.

Toldstrup sluttede sit brev sådan:

"Jeg kan fortælle, at vi fra HQ i London har modtaget et hjerteligt Gratulationstelegram i Anledning af de nylig overstaaede Modtagelser. En ikke ringe Del af Æren herfor tilkommer jo Dem".

Uddrag af Svend Erik Christensen "Hilsen til Borghild". Humilitas, 1990 (pp. 24-33)