GESTAPO KOMMER. . . !

Jeg kan lige så godt først som sidst i denne uautoriserede beretning bringe en tilståelse: Et af højdepunkterne i min illegale karriere som modstandsmand oplevede jeg dengang, jeg var Gestapomand.

Hva'be'har?

Man kan tro det eller lade være, men det står i hvert fald fast, at de følgende begivenheder var en grotesk blanding af lavkomik og alvor.

Det alvorlige først.

Byledelsen i Holstebro havde problemer med et medlem af den lokale modstandsbevægelse, en ung mand, der var ansat i den kommunale administration.

Uheldigvis var den unge mand et snakkehovede ud over alle grænser, eller i hvert fald ud over, hvad der er forsvarligt, når man er anbragt i en position, hvor man har kontakt til mange mennesker hver dag - og ydermere er medlem af en organisation, hvor den yderste diskretion er en uomgængelig nødvendighed, hvis de elementære krav om sikkerhed skulle overholdes. Hvad kunne det ikke føre til, hvis. . .

Byledelsen var med rette bekymret og fandt efter mange spekulationer frem til det resultat, at manden måtte uskadeliggøres. Men hvordan?

Man går jo ikke uden videre hen og hyrer en bøddel til at likvidere en aldeles uskyldig person, der kun havde den svaghed, at han var lidt løs i munden og derfor udgjorde en potentiel fare.

Væk skulle han imidlertid, og et lyst hovede fik den ide, at man måtte kunne forskrække ham, så han blev tvunget til at følge venners og kollegers råd og flygte til Sverige.

Her kom vi - Marinus, Carl og jeg - ind i billedet. Det blev aftalt, at vi skulle optræde som Gestapofolk, der kom for at hente fyren på hans kontor i den hensigt at arrestere ham og føre ham væk til en ukendt skæbne. Selvfølgelig skulle han advares i forvejen med besked om at holde sig væk. Det ville have været for pinligt, hvis han var på sit kontor, når de falske Gestapofolk kom for at hente ham

Men hvordan så en Gestapomand egentlig ud? Ingen af os havde set en sådan repræsentant for herrefolket, men vi gik ud fra, at han måtte være skummel, særdeles ubehagelig og brutal, både af udseende og optræden.

Vi måtte altså camouflere os, og med de gode kontakter, vi ved diskrete midler efterhånden havde skaffet os, var det ikke så vanskeligt. Iført alt for store og tunge overfrakker, bløde bredskyggede hatte og mørke solbriller indøvede vi nogle få brokker, der skulle få folk til at tro, at vi var tyskere, der havde lært lidt dansk. Det var en underlig bagvendt situation at skulle optræde som en af sine egne fjender.

Og så gik turen til det gamle rådhus i Nørregade. Uden varsel brasede vi ind på den unge mands kontor og forlangte at få ham udleveret omgående. Vi skabte os, brølede op og kommanderede Hände hoch, og hvad der ellers hører sig til, når Gestapo optræder på scenen. Personalet var rædselsslagen og stod klistret op ad væggen med hænderne i vejret, mens vi rodede i skuffer og

arkiver. Selvfølgelig fandt vi ingenting, det var jo heller ikke meningen. Fuglen var fløjet, og det var i hvert fald meningen.

Hele seancen varede kun nogle få minutter, så forlod vi rådhuset og traskede tilbage til Broagervej og Thoras fortræffelige frikadeller.

Tilbage er kun at sige: "Undskyld, kære ukendte ven. Vi var nok temmelig brutale dengang, men nødvendighedens jernhårde lov måtte desværre gå forud for så meget andet".

Og ærlig talt: Du var jo selv ude om det, ikke?

Vi ved ikke, om du kom tilbage til Holstebro efter krigen. Måske sidder du i dag som kommunaldirektør i Gislaved, Värnamo eller Södertälje. Hvem ved?

Uddrag af Svend Erik Christensen "Hilsen til Borghild". Humilitas, 1990 (pp. 46-48)