Archimedes (ca. 285 - 212 fvt.), en sand pionér i fysik og matematik, havde engang, ifølge legenden, et problem. Kong Hieron havde nemlig bedt ham om at finde ud af, om hans nyerhvervede kongekrone var lavet af ægte guld. Måden at gøre dette på var at måle vægtfylden af kongens krone. Men selvom Archimedes kunne udregne vægtfylde ud fra vægt og rumfang, så var der et praktisk problem: nemlig at måle rumfanget på kongens nye krone uden at smelte den om! Archimedes kæmpede en tid med problemet, men gav dog i følge overleveringen til sidst op og besluttede sig for at gå hjem og tage et afslappende bad i stedet.

Den næste vi hører til Archimedes er, at han løber splitterravende nøgen gennem byen, råbende det berømte ord: Eureka! (græsk for: "jeg har fundet (det) !"). Ved en pludselig indskydelse havde han fundet det, vi nu kender som Archimedes' lov: at et legeme (i dette tilfælde hans eget), der nedsænkes i en væske, får en opdrift, der svarer til vægten af den fortrængte mængde væske. Den fortrængte væske bliver dermed indirekte et mål for legemets vægtfylde. Nu kunne han benytte denne viden til at måle kongens krone og bestemme, om den var af ægte guld (det var den i øvrigt ikke!).

Eureka - pejlesenderen på jorden

Rebecca - det modsvarende apparat i flyet

Eureka'en var udviklet af RAF i de første krigsår, men anvendelsen af apparaturet tog først for alvor fart efter invasionen i Normandiet. Nu havde englænderne - og navnlig amerikanerne - så store overskud af både bombefly og våben, at de i højere grad end tidligere havde kræfter til at forsyne modstandsbevægelserne i de tyskbesatte lande med våben, sprængstoffer og andre nyttige ting. Det er i dette perspektiv, at arbejdet med Eureka'en skal ses.

Eureka'en var en ultrahøjfrekvent radiosender, der kunne anvendes i forbindelse med et tilsvarende eller rettere modsvarende apparat i den indflyvende maskine, en såkaldt Rebecca. I grove træk var princippet følgende: Rebecca'en, som var monteret i flyet med strittende antenner på vingerne, udsendte impulser med en hastighed på ca. 220 pr. sekund. Disse impulser blev, hvis alt gik, som det skulle, opfanget af den stationære Eureka, der "svarede igen", hvorved kontakten blev oprettet. Rækkevidden var 150-200 km, og beviset for, at kontakten var opnået, fik operatøren, når han hørte en høj, konstant hyletone i hovedtelefonerne. Hans opgave var nu at vedligeholde kontakten med maskinen ved at aktivere telegrafnøglen og sende et bogstav, senere blev det to, i morse naturligvis, og i et meget langsomt tempo.

Nu var maskinens navigatør ved hjælp af visuelt udstyr i cockpit'et at pejle sig frem til Eureka'ens standplads med en nøjagtighed på ca. 50 m. Her havde han et fixpunkt og kunne beregne retning og afstand til nedkastningsstedet eller bombemålet. (Svend Erik Christensen, 1990 (pp.21-22)

Stirling