EUREKA

Eureka'en var udviklet af RAF i de første krigsår, men anvendelsen af apparaturet tog først for alvor fart efter invasionen i Normandiet. Nu havde englænderne - og navnlig amerikanerne - så store overskud af både bombefly og våben, at de i højere grad end tidligere havde kræfter til at forsyne modstandsbevægelserne i de tyskbesatte lande med våben, sprængstoffer og andre nyttige ting.

Det er i dette perspektiv, at arbejdet med Eureka'en skal ses.

Eureka'en var en ultrahøjfrekvent radiosender, der kunne anvendes i forbindelse med et tilsvarende eller rettere modsvarende apparat i den indflyvende maskine, en såkaldt Rebecca. I grove træk var princippet følgende: Rebecca'en, som var monteret i flyet med strittende antenner på vingerne, udsendte impulser med en hastighed på ca. 220 pr. sekund. Disse impulser blev, hvis alt gik, som det skulle, opfanget af den stationære Eureka, der "svarede igen", hvorved kontakten blev oprettet. Rækkevidden var 150-200 km, og beviset for, at kontakten var opnået, fik operatøren, når han hørte en høj, konstant hyletone i hovedtelefonerne. Hans opgave var nu at vedligeholde kontakten med maskinen ved at aktivere telegrafnøglen og sende et bogstav, senere blev det to, i morse naturligvis, og i et meget langsomt tempo.

Nu var maskinens navigatør ved hjælp af visuelt udstyr i cockpit'et at pejle sig frem til Eureka'ens standplads med en nøjagtighed på ca. 50 m. Her havde han et fixpunkt og kunne beregne retning og afstand til nedkastningsstedet eller bombemålet.

Eureka'en var indrettet sådan, at den ikke kunne pejles af tyske pejlevogne.

Men nu skulle det prøves, nu skulle vi i gang. Martin og jeg pakkede forsigtigt grejet ud, fik apparatet monteret efter brugsanvisningen og listede op på loftet, hvorfra jeg skulle arbejde. Jeg havde fået ordre til at arbejde hver aften fra kl. 22 til 01, så det var bare med at holde sig vågen.

Den første aften skete der ingenting, bortset fra lidt knitren i hovedtelefonerne, men ikke noget, der kunne tolkes som kontakt med fly.

Nå skidt, tænkte jeg, det er nok bare begyndervanskeligheder, og måske ham deroppe i flyveren heller ikke rigtig forstår det. Jeg prøver igen.

Næste aften var det samme, ingen kontakt, og sådan blev det ved i tre uger. Spildte jeg min tid, eller duede det forbistrede isenkram ikke? Under alle omstændigheder var det en meget nedslået "Poul", der kontaktede Toldstrup og bad om en samtale med "Larsen".

Jeg mødte "Larsen" på. Domkirkepladsen i Århus. Her gav han mig den både beroligende og irriterende oplysning, at der overhovedet ikke havde været nedkastningsoverflyvninger i den sidste 3-ugers periode.

Hvad så? Jo, jeg fik to nyttige oplysninger. For det første skulle jeg snarest muligt af security-grunde flytte fra Hvidbjerg til et andet sted på Thyholm, som jeg selv måtte finde frem til. For det andet: Jeg skulle for fremtiden kun operere, når et bestemt navn blev sagt i BBC's særmelding fra London kl. 18.15 hver dag. Både sendebogstav og kodenavn ville blive udskiftet ca. hver 14. dag. Det var den 20. august 44, og jeg trampede lettet tilbage til Thyholm.

Tilbage på Thyholm måtte jeg med beklagelse fortælle Martin og Ingeborg, at jeg desværre blev nødt til at flytte - men hvorhen?

Heldigvis havde Martin gode forbindelser rundt omkring, og gennem gårdejer H.C. Toft (senere folketingsmedlem og indenrigsminister) fik jeg forbindelse med gårdejer Chr. Riis på gården Helleriis, en absolut pålidelig mand, der omgående gav grønt lys for at modtage en omstrejfende person som mig.

Jeg flyttede ind på Helleriis den 21. august 1944 med al mit Eureka-grej. Denne flytning blev forresten skæbnesvanger for mig. For livstid endda

Uddrag af Svend Erik Christensen "Hilsen til Borghild". Humilitas, 1990 (pp. 21-23)