TRANSPORTBESVÆR

Efterhånden følte jeg mig næsten som professionel illegal med alle de besværligheder, det førte med sig. Det var ikke blot spørgsmålet om at iføre sig - og fastholde - en anden identitet, at leve en tilværelse, der på en gang var ægte og falsk, at spille komedie uden nødvendigvis at have talent for det, at gøre nat til dag. Det var også noget så elementært som at klare transportproblemerne.

Det generede mig ikke, at jeg ikke havde kørekort, for der kørte stort set ingen private personbiler på vejene. Som følge af den uhyre stramme benzinrationering havde næsten alle private biler fået afmonteret nummerpladerne og var blevet "klodset op" i folks garager. Så kunne de stå der og samle støv og rust, indtil krigen en dag var forbi.

Så var der kun få muligheder tilbage. Togene kørte uregelmæssigt, ikke mindst takket være den stigende jernbanesabotage, og rutebildriften var indskrænket til det mindst mulige, men var i øvrigt heller ikke særlig brugbar. De fleste rutebiler kørte ikke på de tidspunkter, hvor jeg havde brug for dem, og når de endelig kørte, var det i reglen til helt andre steder end der, hvor jeg skulle hen.

Altså måtte jeg lade mig og ofte mine to kufferter transportere pr. cykel. Det var heller ikke noget dårligt transportmiddel. Nem af komme omkring med og nem af komme væk fra, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Men cyklen led at én stor svaghed: dækkene. På landets hundrede tusinder af cykler var dækkene efterhånden nedslidte - helt ind til de mørnede gummislanger, der ofte var plastret til med lapper, så det var et under, de overhovedet kunne hænge sammen, pumpes op og holde luften. Hvad de ofte heller ikke kunne.

Selvom situationen måske ikke netop var desperat, var den dog alvorlig. Der måtte altså gøres noget, men hvad? Cykelhandlernes lagre var for længst tømte, og import fra Tyskland kunne vi ikke regne med. En eller anden fik da den indlysende idé, at vi måtte importere cykeldækkene selv - fra England, selvfølgelig. Toldstrups hovedkvarter havde jo daglig radiokontakt med London, så det ville være helt naturligt, at vi rekvirerede cykeldæk og andre artikler, der var nødvendige for det fortsatte modstandsarbejde. Som sagt, så gjort. Vi rekvirerede - sammen med våben og sprængstoffer - både cykeldæk og bildæk. Og varerne kom, om ikke i overflod, så dog i tilstrækkelig mængde. Ikke nok med det. Vi fik også i særlige pakninger droppet så gode sager som støvler, vindjakker, pibetobak, cigaretter og chokolade. Der var feststemning i de små modstandshjem, når disse herligheder blev pakket ud og fordelt.

Uddrag af Svend Erik Christensen "Hilsen til Borghild". Humilitas, 1990 (pp. 36-37)