HILSEN TIL BORGHILD

Af gammel vane og lidt gammeldags pligtfølelse lyttede vi dog hver aften til BBC's danske udsendelse fra London. Bortset fra nyhederne fra fronterne, som lød mere og mere optimistiske for hver dag, var der ganske rigtigt intet i den daglige særmelding, der henvendte sig til nogen af os, så vi tog den med ro og nød med god samvittighed vores nattesøvn i juleugen.

Jeg havde bevaret kontakten til gode venner og bekendte på Thyholm. Glæden var derfor stor, da jeg blev inviteret til at fejre nytårsaften på en gård i nærheden af Helleriis. Den invitation kunne jeg modtage, da jeg jo vidste, at der ingen overflyvninger kunne ventes i de dage.

Dagen efter var den 31. december. Jeg glædede mig til nytårskomsammen og almindeligt samvær, ikke mindst fordi onde tunger påstod, at alt det med rationering og den slags ikke rigtig var slået an her oppe nordenfjords. Og det skulle såmænd nok passe.

Den lille batteridrevne radiomodtager fra Bang & Olufsen havde jeg med i lommen. Den fulgte mig alle vegne, når jeg var væk fra en stueradio ved l8-tiden. Og det var klokken netop på det tidspunkt, hvor jeg ankom til gården. De øvrige gæster var ankommet, og vi skulle gå til bords, da jeg under et påskud forlod stuen kl. 18.10. For at trække lidt frisk luft, som jeg frejdigt sagde. Jeg gik udenfor, fandt et sted på marken, hvor jeg kunne rulle min antenne ud, og satte mig tålmodigt til at lytte i hovedtelefonerne. Klokken var blevet 18.15, og nu skulle nyhedsudsendelsen begynde. Det gjorde den ikke. Tavshed. Ikke en lyd. Der skete absolut intet, radioen var død som en sild. Endelig begyndte der at komme lidt liv i foretagendet. Lidt knitren og knasen, enkelte ord og stumper af sætninger kom igennem, men det var altsammen usammenhængende og totalt blottet for mening.

Hvad tænkte jeg på? Den radio havde gennem et stykke tid tjent mig trofast og uden problemer, men nu . . .? Var det en tysk støjsender eller atmosfæriske forstyrrelser, der gjorde radioforbindelsen så umulig? Der sad - eller rettere lå - jeg ude på en åben mark og følte mig som det ensomste menneske i verden. Jeg prøvede at smide antennen ud i forskellige retninger i et naivt håb om, at det skulle hjælpe. Jeg skruede på apparatets få knapper og undersøgte, om batterierne sad, som de skulle. Det gjorde de. Alt var tilsyneladende i orden, men ingen af mine amatøragtige anstrengelser hjalp. Kun knasen og brudstykker kom igennem.

Nu var desperationen ved at nå et højdepunkt. Om et øjeblik kom særmeldingen med den sædvanlige række af hilsener. Det første navn kom pænt igennem, de næste forsvandt, men endelig, henimod slutningen af den lange remse af navne, hørte jeg ganske tydeligt det eneste navn, der interesserede mig: BORGHILD. Det var jo kodenavnet til mig, signalet til, at jeg skulle arbejde samme aften. Og de fyre derovre i London havde lovet, at vi kunne holde fri! Det kunne ikke nytte noget at gøre vrøvl (til hvem forresten?), jeg måtte afsted.

På en lånt cykel kørte jeg til Uglev, nåede det sidste tog sydpå til Holstebro og kom omsider til Idumlund, hvor min trofaste IBLE ventede mig.

Eureka'en blev varmet op, kom i gang og fik kontakt med en række nedkastningsmaskiner, der med korte mellemrum fløj hen over gården.

Den nat blev der rapporteret om 13 modtagelser i det jyske område foruden et antal nedkastninger på fynske og sjællandske pladser.

Nytårsaften var ødelagt, men nytårsnat blev reddet

Uddrag af Svend Erik Christensen "Hilsen til Borhild". Humilitas, 1990 (pp. 62-64)