EFTERSKRIFT

Et par år efter krigen var jeg ansat som fængselslærer på straffelejren Møgelkjær ved Horsens. Fangerne var unge landssvigere, unge mænd, der havde været tyskerhåndlangere af enhver slags: Hipofolk, stikkere, mænd, der havde ladet sig hverve til tysk krigstjeneste på østfronten, vagt mænd på tyske flyvepladser osv.

Minimumsstraffen var 4 år, og der blev lagt et stort arbejde i at resocialisere de unge landssvigere, som gennem undervisning og arbejde skulle gøres egnede til at indtræde i samfundet igen efter udstået straf.

Hvis jeg havde ventet at møde en flok forhærdede krigsforbrydere, blev jeg skuffet. De var stort set alle middelmådigt begavede, forhutlede unge fra samfundets allernederste sociale lag. Kom man ind på livet af dem, og det var såmænd ikke så svært, var det nemt at se, at den ideologiske stolthed, der måske engang havde fået dem til at tjene tyskerne - og dermed nazismen - forlængst var forandret til en uværdig og opgivende selvmedlidenhed.

En af mine arbejdsopgaver var at censurere fangernes breve, både de udgående og dem, de modtog fra familie og venner. En af fangerne på Møgelkær havde en bror, der var dødsdømt for særlig grove krigsforbrydelser. Mens han ventede på, at dommen skulle eksekveres, skrev han sit sidste brev til broderen. Heri stod der blandt andet: "Her kommer de rendende, lærer og præst, og vil lære mig at dø. Det kan jeg godt. Hvorfor er der aldrig nogen, der har lært mig at leve?"

Det er altid nemt og risikofrit at være bagklog. Men i disse bitre bemærkninger lå måske nøglen til forståelsen af, hvorfor så mange tusinde unge valgte det forkerte hold. Var det idealisme, visioner om nazisternes tusindårsrige, drømmen om magt og ære, der havde været drivkraften for disse sølle knægte? Eller var det eventyrlyst, lokkende propagandaløfter, tilfældigheder? Nok mest det sidste.

For os, der stod med palmerne i hænderne, var motivet til at vælge den rigtige side snarere et instinktivt had til alt det, nazismen repræsenterede: Barbariet, undertrykkelsen, menneskeforagten. Om dette had så var udmøntet i ideologiske læresætninger, er vel en anden sag.

Én ting er givet: Der findes også i dag umenneskelige diktaturer. Der findes stadigvæk fascisme, og antisemitismen er langt fra død. Fremmedhadet blomstrer frodigt.

Derfor må vi igen og igen opdrage os selv og vore efterkommere til at forstå, at menneskelig værdighed ikke kan trives sammen med diktatur og undertrykkelse.

Måske har vi ikke for alvor taget konsekvensen af alt det, vi burde have lært i de 5 år.

Uddrag af Svend Erik Christensen "Hilsen til Borghild". Humilitas, 1990 (pp. 74-75)