|
"Vi var 5 mand på jobbet - 3 til at stå vagt og 2 til at anbringe ladningen. Vi
sad hjemme i dagligstuen og gjorde tingene klar, pakkede dem i gamle
aviser og tog pakken ind under overfrakken. Der var sne og klingende frost,
og så ved I nok, alt er så lydt. Da vi kom ud til det sted, vi havde udset os
mellem Odby Skole og plantagen, kunne vi høre, at der blev talt tysk i
nærheden af skolen, og vi var straks klar over, at der var en vagtpatrulje
på vej. Vi løb derfor om til et dige, der lå 50 m fra banen, og skjulte os der,
indtil tyskerne var passeret. Der pakkede vi sprængstoffet ud af aviserne,
og mens vi lå der i skjul, monterede vi lunte og detonatorer med 1 times
indstilling, så vi kunne komme hjem, inden sprængningen kom. Der var
stadig tyskere nord for os, så vi gik sydpå for ikke at blive opdaget. Da vi
så kommer til baneoverskæringen ved Odby Plantage, dukker der pludselig
en tysk cykelpatrulje på en halv snes mand frem på hovedvejen, så selv om
vi straks søgte dækning i plantagen, havde de sikkert set os, for de stoppede
op lige på overskæringen, og en kammerat og jeg nåede kun lige at komme
i dækning af et enkelt træ. Begge var vi overbeviste om, at nu var det sket
med os, og vi tog ladegreb på vore revolvere, men da de havde stået der i
ca. 5 minutter og ført en værre palaver, sprang de igen på cyklerne og
forsvandt nordpå. Jeg tror simpelthen ikke, de turde gå ind i plantagen. For
det første vidste de intet om, hvor vi var, og for det andet vidste de, at vi var
stedkendte og kendte smuthullerne, hvor vi kunne lægge os i baghold.
Lykkelige var vi, og ad omveje kom vi enkeltvis hver især godt hjem, og
klokken 3 kunne vi ligge i vore senge og høre sprængningen, der var meget
vellykket. Men da jeg vågnede kl. 7 om morgenen, brød den kolde sved
pludselig ud på mig. Jeg kom i tanker om, at jeg ikke havde fået
indpakningspapiret med hjem. Dengang var der ikke mange, der holdt
Jyllandsposten, så der stod adresse på den, og den famøse Jyllandspost lå
altså stadig bag diget 50 m fra sprængningsstedet. Da vi løb derover i
dækning, havde vi jo i sneen sat fodspor, der nok kunne kalde på en tyskers
opmærksomhed. Hvad i al verden skulle jeg gøre? Skulle jeg gå under
jorden med det samme? - Men så tog de vel bare min kone i stedet, så vi
blev enige om simpelthen at tage en morgenvandring sammen i Guds frie
natur. Jeg tog min kone under armen, og vi gik roligt og meget snakkende
op over marken og ligesom helt tilfældigt passerede diget - og ganske
rigtigt, der lå Jyllandsposten, og på den stod der højt og tydeligt Ejnar
Krabbe. Jeg puttede den i lommen, og vi fortsatte sydpå, som om det var
fjorden, vi stilede mod, og alt imens var en tysk kolonne allerede i gang
med at reparere skinnerne, som jeg 5-6 timer før havde været med til at
sprænge." (I Toft, 1984). I denne aktion deltog ud over Krabbe også
H.C.Toft, Knud Bonde, Laurits Mikkelsen og én mere. |
|
