Besættelsestiden på Thyholm

Thyholm Egnsmuseum

2006

dvd-cover1besættelsestid.jpg

Enkelte på Thyholm søgte at drage økonomisk fordel ved direkte handel med de lokale tyske styrker, men flertallet prøvede at ignorere deres tilstedeværelse. Bortset fra den totale mørklægning af vinduer var der til at begynde med også ret få restriktioner, og tyskerne opførte sig civiliseret og korrekt. Iøvrigt var de første 2-3 år domineret af afmagt. Frankrig var faldet hurtigt, de engelske tropper på kontinentet måtte lade sig evakuere fra Dunkerque, og de tyske tropper fremstod i det hele taget som uovervindelige. Først da Rusland og USA blev draget ind i krigen, efter det tyske angreb på Sovjetunionen og det japanske angreb på Pearl Harbor, ændrede dette sig.

I Odby blev der indrettet et slagteri i ejendommen over for Odbygård. Der kunne tyskerne få slagtet de svin, som [XX] købte op til dem; disse svin blev lavet i pølser, sådan smager det bedst for tyskerne. Nytårsaften blev der malet på husgavlen "slagteri" og "feltmadras". (Gade, 1995)

To Mænd maa især fremhæves for deres Indsats, først i Organisationsarbejdet, senere som aktive Sabotører og Modtagefolk, nemlig en tidligere radikalt indstillet Militærnægter, Gaardejer Jens Kirk, Brund, og en konservativ Folketingskandidat, Gaardejer Hans Carl Toft, Bjørndalgaard, Uglev. (Kaptajn T.P. Ejby Nielsen, 1946)

Kaptajn Ejby Nielsen
og
H.C.Toft

H.C.Toft havde i november 1943 overtaget Bjørndalgård, som ligger på den sydlige Thyholm ca. 1 km nord for Uglev. Han havde tidligere beskæftiget sig med illegale blade og efterretningsvirksomhed og blev på den baggrund kontaktet af kaptajn Ejby Nielsen, som var kommet til Thisted for at organisere modstand i Thy og på Mors. I marts 1944 besluttede man en fordeling i arbejdet med at danne grupper. Toft fik ansvaret for Sydthy, og på Thyholm kontaktede han først købmand Ejnar Krabbe, Uglev, og herreekviperingshandler Martin Østergaard, Hvidbjerg, som blev delingsførere for de to grupper, som efterhånden blev dannet til sabotage og våbenmodtagelse.

Ejnar Krabbe rekrutterede som de første gårdejer Peter Ignatius Jensen, Bjørndal, og gårdejer Martin Gade, Odby. Sidstnævnte havde haft en batalje med tyskere i august 1943, hvor de uvarslet havde sat mærkepæle til en telefonlinje et stykke inde på Skelhøjgårds mark langs med hovedvejen. Dem havde Martin Gade og hans 4-årige søn Christen fjernet, hvilket ikke skete upåtalt. (Gade fortæller denne historie på DVD’en - han opnåede iøvrigt, at mærkepælene og den senere telefonlinje blev flyttet ud til vejen). Han deltog i alle våbenmodtagelser og en del af de senere jernbanesprængninger.

I august 1944 kom den første nedkastning af våben på Mors, og grupperne i Thy blev opfordret til at gøre sig klar til ligeledes at modtage faldskærmsnedkastninger.

En mark i Grønholme nord for Hvidbjerg blev valgt og godkendt. Senere, i januar eller februar 1945, blev modtagepladsen flyttet ca 800 meter østpå til Overgårdsmindes mark. Ved en nedkastning 23. februar nedrev faldskærmene nogle telefontråde, og dette og muligvis andet fik tyskerne til at rette opmærksomheden mod dette område, og en ny plads syd for Helleriis blev valgt og godkendt.

Ikke alle nedkastninger lykkedes. Ved den første, som var meldt over BBC ("Særmelding - hilsen til Sigrid") til 1. november, fik modstandsfolkene ikke kontakt med flyet. Tre uger senere var der igen varsel, nu med hilsen til Thorvald, og denne gang lykkedes det. Ved midnat dukkede et engelsk fly op over Grønholme i ca. 200 meters højde. De aftalte signaler med lommelygter blev udvekslet, og 11 faldskærme med hver sin container dalede ned. Den tolvte foldede sig ikke ud, så dens container blev ødelagt og indholdet - geværer og ammunition - spredt. Med nogen forsinkelse blev det hele læsset på en lastvogn, men så gik lastvognens gear i baglås, så turen fra Grønholme og halvvejs til Søndbjerg gik langsomt i 1. gear. Ved denne som ved de senere nedtagninger blev materiellet først skjult i et brændeskur hos Kr. Møller på Ballevej nord for Søndbjerg. Noget blev senere kørt til Hvidbjerg og gemt i købmand Gades pakhus og en ejendom i Styvel. Andet blev i hestevogn fragtet til købmand Bondes pakhus i Søndbjerg. Her blev det renset og pakket i sammentømrede bræddekasser. Nogle af disse blev nedgravet til eget brug. "Vi drog nok i nogen grad omsorg for at forsyne os selv med det, vi havde behov for" (Toft, 1984). Det meste blev sendt af sted med lastbil eller bane, overvejende til grupper længere oppe i Thy. På Uglev station var stationsmedhjælper Hartvig Pedersen med i modstandsgruppen og forestod videreforsendelsen.

Den mest dramatiske nedkastning på Thyholm fandt sted nytårsnat 1944/45, fordi ingen havde ventet en nedkastning nytårsnat. Jeg deltog ikke i den, da jeg var til familiebryllup i Thisted og var uvidende om, at der var kommet særmelding til os. Efterfølgende skildring af forløbet bygger på de oplysninger, der blev givet på mødet på Bjørndalgård den 9.2.1984. Da det var nytårsaften, var mange taget på besøg hos slægt og venner, så der opstod store vanskeligheder med at få et hold sammen-kaldt. ...... Da Krabbe havde hørt særmeldingen, blev der sat gang i alarmeringen, og det lykkedes at få et hold sammensat, men det blev nødvendigt at medtage enkelte, som ikke tidligere havde deltaget. Andre fortalte, at de, da de var på vej mod nedkastningspladsen, mødte folk fra Hvidbjerg-gruppen, der meddelte, at det var nødvendigt at aflyse, da chaufføren Chr. Thomsen ikke var på egnen, og der således ikke var mulighed for at bortkøre containerne med vognmand Plougmanns lastbil. Uglev-folkene var af en anden opfattelse. De mente nok, det skulle kunne klares på en anden måde. Nogle gik derfor i gang med at finde en anden lastbil og en anden chauffør, mens andre sammen med Hvidbjerg-folkene tog til nedkastningspladsen for at være parate, når flyveren kom. Selve nedkastningen gik perfekt efter reglerne, men det varede mange timer, inden en lastbil dukkede op. Det var vognmand Stokholms fra Uglev med en af dennes chauffører, Møller Søndergård, ved rattet. Tidsmæssigt var det den aktion, der tog længst tid inden for Ejby Nielsens distrikt. Nedkastningen fandt sted kl. 2.00, så det blev sent eller rettere nytårsmorgen, inden holdet kunne trække hjem. (Toft, 1984)

Martin Gade fortæller også om denne nedkastning på DVD’en. Bortkørslen af det nedkastede materiel tog så lang tid, at modtagefolkene først var hjemme ved 6 eller 8-tiden om morgenen. For Tutte Gade (Martins kone) på Skelhøjgård var det ekstra nervepirrende, for sønnen Per skulle døbes ved højmessen kl. 10 i Odby kirke, og hvordan skulle hun forklare, at barnefaderen ikke var tilstede? Det nåede han jo så alligevel at være, så ingen anede uråd.

Efter Aftale med Hovedkvarteret havde jeg, meget mod Gruppernes Ønske, holdt igen med Sabotagen indtil Efteraaret 1944. Vi ville ikke ødelægge Arbejdsroen i et godt Nedkastningsomraade ved Løsning af sekundære Sabotageopgaver. (Kaptajn T.P. Ejby Nielsen, 1946)

I september 1944 udførte Toft, Martin Østergård og Svend Erik Christensen (med dæknavnet Poul Jacobsen - se senere) de første sprængningsforsøg mod jernbanen ved Draget og Lyngs. Det var imidlertid kun for at afprøve teknikken og egen duelighed, og først med de tiltagende troppetransporter fra januar eller februar 1945 blev denne aktivitet genoptaget. Grupperne i Uglev og Hvidbjerg koordinerede deres sprængninger med grupperne længere nordpå, så effekten blev maksimal.

Vi var 5 mand på jobbet - 3 til at stå vagt og 2 til at anbringe ladningen. Vi sad hjemme i dagligstuen og gjorde tingene klar, pakkede dem i gamle aviser og tog pakken ind under overfrakken. Der var sne og klingende frost, og så ved I nok, alt er så lydt. Da vi kom ud til det sted, vi havde udset os mellem Odby Skole og plantagen, kunne vi høre, at der blev talt tysk i nærheden af skolen, og vi var straks klar over, at der var en vagtpatrulje på vej. Vi løb derfor om til et dige, der lå 50 m fra banen, og skjulte os der, indtil tyskerne var passeret. Der pakkede vi sprængstoffet ud af aviserne, og mens vi lå der i skjul, monterede vi lunte og detonatorer med 1 times indstilling, så vi kunne komme hjem, inden sprængningen kom. Der var stadig tyskere nord for os, så vi gik sydpå for ikke at blive opdaget. Da vi så kommer til baneoverskæringen ved Odby Plantage, dukker der pludselig en tysk cykelpatrulje på en halv snes mand frem på hovedvejen, så selv om vi straks søgte dækning i plantagen, havde de sikkert set os, for de stoppede op lige på overskæringen, og en kammerat og jeg nåede kun lige at komme i dækning af et enkelt træ. Begge var vi overbeviste om, at nu var det sket med os, og vi tog ladegreb på vore revolvere, men da de havde stået der i ca. 5 minutter og ført en værre palaver, sprang de igen på cyklerne og forsvandt nordpå. Jeg tror simpelthen ikke, de turde gå ind i plantagen. For det første vidste de intet om, hvor vi var, og for det andet vidste de, at vi var stedkendte og kendte smuthullerne, hvor vi kunne lægge os i baghold. Lykkelige var vi, og ad omveje kom vi enkeltvis hver især godt hjem, og klokken 3 kunne vi ligge i vore senge og høre sprængningen, der var meget vellykket. Men da jeg vågnede kl. 7 om morgenen, brød den kolde sved pludselig ud på mig. Jeg kom i tanker om, at jeg ikke havde fået indpakningspapiret med hjem. Dengang var der ikke mange, der holdt Jyllandsposten, så der stod adresse på den, og den famøse Jyllandspost lå altså stadig bag diget 50 m fra sprængningsstedet. Da vi løb derover i dækning, havde vi jo i sneen sat fodspor, der nok kunne kalde på en tyskers opmærksomhed. Hvad i al verden skulle jeg gøre? Skulle jeg gå under jorden med det samme? - Men så tog de vel bare min kone i stedet, så vi blev enige om simpelthen at tage en morgenvandring sammen i Guds frie natur. Jeg tog min kone under armen, og vi gik roligt og meget snakkende op over marken og ligesom helt tilfældigt passerede diget - og ganske rigtigt, der lå Jyllandsposten, og på den stod der højt og tydeligt Ejnar Krabbe. Jeg puttede den i lommen, og vi fortsatte sydpå, som om det var fjorden, vi stilede mod, og alt imens var en tysk kolonne allerede i gang med at reparere skinnerne, som jeg 5-6 timer før havde været med til at sprænge. (I Toft, 1984). I denne aktion deltog ud over Krabbe også H.C.Toft, Knud Bonde, Laurits Mikkelsen og én mere.

Svend Lykke Espersen, Søndbjerg, havde arbejde ved banen. Han deltog også i jernbanesabotagen. Han sørgede derfor for, at jernbanepersonalets værktøj til reparation var fjernet og skjult. Om natten sprængte han, og dagen efter måtte han og arbejdskammeraterne bruge tid på at lede efter det nødvendige værktøj.

Efterhånden, som der blev flere og flere sabotageaktioner mod Thybanen, fandt tyskerne det nødvendigt at sætte vagter, der vandrede på banelinien. Det blev meget vanskeligt at sabotere, når det var lyst, hvis der kom melding om et tog, der skulle standses. Der blev derfor, når der var slip i vagterne, lagt sprængladninger under skinnerne, og sprængledningen blev gravet ned i jorden og ført over bag jernbanens sneskærme (høje jordvolde). Det var så muligt at komme til tændblyanten og trykke på den, så sprængningen kunne finde sted på det tidspunkt, som den enkelte tændblyant var beregnet til. Der fandt bl.a. 2 sådanne nedgravninger sted i forbindelse med den mest vellykkede sabotageaktion mod Thybanen. Den ene var nedgravet i Odby af Alfred Amby, Niels Hedegaard, Laurits Mikkelsen, Peter Jensen og Martin Gade, og en tilsvarende blev nedgravet nord for Havrelandsvej ved P. Josefsen Laursens ejendom. Den sidste var anbragt af Knud Bonde, Chr. Borre og Askov Christoffersen, men denne blev fundet af tyskerne, der fjernede den. Efter befrielsen den 5. maj genså man materiellet i en bunker i Oddesund. I forbindelse med den mest vellykkede sabotageaktion mod Thybanen skulle de nævnte nedgravninger benyttes. Denne aktion startede med Thisted-folkenes sprængning af banen den 10. april om morgenen, hvor et militært tog skulle udgå fra for at styrke de tyske tropper nede i Europa. Efter Thisted-sprængningen fortsatte de enkelte grupper sydpå med nye sprængninger, når reparationsarbejder var ved at være fuldført det foregående sted. Den 13. april var toget nået et stykke hen på Thyholm. Da blev der om formiddagen trykket på tændblyanten ved Odby, hvor der gik tyske vagtposter - men først på et tidspunkt, da vagterne havde fjernet sig i rimelig afstand, idet det jo ikke var vagterne, vi var ude efter. I denne aktion deltog Niels Hedegaard, Karl Aage Riis og Alfred Amby. Først om eftermiddagen den 13. april nåede toget, der var gået fra Thisted den 10. april, forbi Uglev Station. En så langvarig afbrydelse af en bane i Danmark var usædvanlig, og den blev da også udførligt omtalt i den danske illegale presse - navnlig i Information, der sluttelig konstaterede, at det var kontinuerlig drift efter rationelle metoder. Den samme omtale fik aktionen fra BBC i London til Danmark. (Toft, 1984)

Den tyske troppetransport havde navnet "Paddelboot" og omfattede dele af den 196. infanteridivision, som blev overflyttet fra Norge til forstærkning af fronten i Tyskland. Transporten er omtalt i bl.a. Andersen og Poulsen (1982), og sabotagen af den omtales også her som den mest effektivt gennemførte. En forsinkelse på fire dage over en strækning på 40 km var usædvanlig og skyldtes både, at der ikke var alternative banestrækninger, og de etapevise sprængninger. De kunne udføres på de mest effektive tidspunkter dels ved hjælp af særmeldinger fra BBC, dels i kraft af samarbejde mellem de forskellige sprængningsgrupper i Thy.

Men aktionen den 13. april fik også et alvorligt efterspil. Martin Gade havde været med til at nedgrave sprængladningen i Odby, men ikke til at udløse den. Gårdens mødding var lige blevet tømt, og gårdens karle var i gang med pløjning med to spand heste, og Martin selv spredte møg. Fra marken hørte han sprængningen. Men han hørte også skud fra banen efter sprængningen. Han vidste, at sabotørerne ikke havde våben med - altså var det tyskerne, der havde skudt. Det skulle senere vise sig, at vagten havde skudt i luften efter en imaginær sabotør, velsagtens for at fremstå bedre, da han jo ikke havde passet sit job ordentligt. Men det kunne Martin ikke vide; han blev bange og skyndte sig hjem. Hjemme blev han endnu mere oprevet, for hestestalden stod fuld af fremmede heste. Dem forlangte han fjernet, så hans egne, der havde slidt for ploven, kunne komme i deres egne bokse. Martin fortæller selv den videre historie på DVD’en, og her følger en redegørelse udarbejdet af Ejnar Krabbe på kaptajn Ejby Nielsens anmodning.

Den 13.4.1945 tog gårdejer Martin Gade, Odby, i marken kl. 8.15. Da han kom hjem kl. ca. 11.30 var der blevet indkvarteret ca. 50 tyske soldater med 10 heste på gården. De tyske heste var sat ind i stalden. Gade blev irriteret herover, da hans egne heste jo skulle ind og fodres i middagspausen.

Han henvendte sig derfor til officeren, Feltpost 40199 (evt. 42401), og bad ham flytte de tyske heste ud i laden. Dette nægtede officeren, og irriteret som Gade var, opstod der lidt mundhuggeri (dansk contra tysk), hvilket resulterede i, at officeren slog Gade i ansigtet. Gade reagerede uvilkårligt omgående med et kæbestød til officeren. Derefter overfaldt en del af soldaterne ham og slog ham voldsomt. Gade kom imidlertid fra dem og trak sine heste ind i laden. Han kom imidlertid straks i tanker om, at der stod en sæk korn i stalden (det forrige hold havde stjålet en sæk korn fra ham), og ville så gøre forsøg på at redde denne sæk ved at flytte den et andet sted hen. Da han så kom ud til soldaterne igen, blev disse fuldkommen rasende, væltede ham omkuld og sparkede ham over hele kroppen og hovedet, så der blev et stort åbent brud i panden. Gade er selv inde på, at kun hans 5-årige søn, der brugte de små næver mod soldaterne og råbte, at de ikke måtte slå far, reddede ham. I hvert fald holdt de pludselig inde, da han kom til. Gade kom så i sengen, hvor fruen foretog en forbinding af hans hoved, og der blev telefoneret efter lægen, dr. Kruchov, Hvidbjerg. Denne kom omgående og ville have Gade med på sygehuset, men dette forbød tyskerne, idet de erklærede Gade for anholdt, og de holdt med magt lægen borte fra soveværelset.

De opførte sig i det hele fuldkomment ubehersket, og da fru Gade så, at de stod på gårdspladsen lige uden for vinduet og ladede geværerne, råbte hun til sin mand, at han skulle springe ud gennem vinduet til haven, hvis han kunne. Dette gjorde Gade så i håb om, at han kunne nå til lægens bil. Lægen så ham imidlertid ikke og smuttede forbi. Imidlertid havde soldaterne fået færten af hans forsvinden og begyndte at forfølge ham. Gade løb mod Uglev by (ca. 1½ km fra gården). Også der var der indkvartering af et cykelkompagni og tysk vagt langs banen. Endvidere var der på en gård til højre for hans retningslinie indkvartering. Da nu de forfølgende soldater begyndte at skyde og råbe "Sabotør", blev der skyderi fra alle sider. Midtvejs mellem gården og Uglev blev han ramt af en kugle, der gik gennem låret, men han løb uanfægtet videre. Da han kom omtrent til Uglev og så tyskere alle vegne og hørte kuglerne peb ham om ørerne, rakte han sit lommetørklæde i vejret og gik hen til de forfølgende tyskere. To mand greb ham, mens en tredje kom og stak ham en næve i det i forvejen mishandlede ansigt. De slæbte så af med ham, sparkende og puffende, hjem til gården.

Her bandt de ham til en vogn i den hensigt, at han skulle gå til Oddesund (ca. 4 km). Han faldt imidlertid sammen, hvorefter de slæbte ham ca. 500 m til den ejendom, hvor majoren havde kvarter. Han blev slængt op på en lastbil.

Der var samme formiddag kl. ca. 9.30 sket sabotage mod jernbanen ca. 1 km syd for Gades gård. En af de posterede tyske jernbanevagter erklærede nu, at han genkendte Gade som den sabotør, han hævdede at have set kravle op ad jernbaneskråningen, og Gade, der stadig var bevidstløs [iflg. Gade simulerede han at være bevidstløs, AG], blev nu kørt til Oddesund, hvor han blev holdt under arrest indtil kl. ca. 18.30 uden på nogen måde at blive set til eller forbundet. Straks da Gade var slæbt fra gården, foretog de indkvarterede soldater husundersøgelse, hvorunder de stjal forskellige ting, bl.a. 3 armbåndsure.

Kl. ca. 17.00 kom der en tysk politiofficer til gården med ordren: "Må jeg så se sabotørmateriellet. Jeg ved, Gade er sabotør". Fruen og hendes søster, der var kommet til, svarede, at det vidste de, han ikke var. Officeren foretog derefter undersøgelse både inde og ude samt forhørte karlene [og naboen, Kr. Vorde Kristensen; AG], der bevidnede, at Gade havde været i marken hele formiddagen. Officeren meddelte derefter fru Gade, at han personligt ville køre hendes mand på lazarettet og efter behandling der meddele hende, hvorledes han havde det.

Da politiofficeren kom til Oddesund med den besked, at Gade ikke kunne være sabotøren, blev behandlingen straks mildere og mere hensynsfuld. Han blev kørt til lazarettet i Struer, og efter at have ligget og ventet på operationsbordet ca. 1½ time blev hans skudsår omsider renset og hans sår i panden syet sammen. Samme aften sendte politiofficeren besked til fru Gade, at Gade havde det godt og ville blive enten frigivet eller sendt på dansk sygehus følgende eftermiddag. Næste dag var Gade i et kort forhør og blev derefter løsladt og kørt hjem i bil kl. ca. 14.00. (I Toft, 1984)

Efter at Martin Gade var taget, frygtede den øvrige gruppe, at tyskerne ville afsløre ham som sabotør, og derfor gik der bud til dem, der skulle gå under jorden, at nu skulle de tage af sted. Det var i forvejen aftalt med nogle unge og ugifte sabotører, at de i en sådan situation skulle gå under jorden, så andre, der blev taget af tyskerne, havde mulighed for at angive dem. Et hold forsvandt over fjorden i båd til Thy-siden, og andre tog på cykel nordpå. Da Martin Gade hurtigt vendte hjem, blev de kaldt hjem igen, og der faldt ro over arbejdet, der kunne fortsættes. (Toft, 1984)

I februar blev Thy Landeværn oprettet under Modstandsbevægelsens nordjyske hovedkvarter ved befaling nr. 1 / 1945. Punkt 2 angav formålet: Opretholdelse af ro og orden i landsdelen i overgangstiden mellem krig og fred, hvorledes den end måtte forme sig. Væbnet indsats mod terroriserende bander. Væbnet hjælp til det lokale politi, når dette kræves. Der tænkes her bl.a. på arrestation af krigsforbrydere, men også på sikring af disse mod retsløs forfølgelse. I tilfælde af kapitulation får landeværnet som opgave at sikre tyske troppers afmarch i overensstemmelse med de givne kapitulationsvilkår, eventuelt efter forudgående afvæbning. (Toft, 1984, bilag 7)

Modstandsgrupperne i Uglev blev udvidet fra 22 til 28 mand for at klare især de bevogtningsopgaver, som kunne forudses ved Oddesund.

4. maj om aftenen kom så den længe ventede særmelding fra BBC "Det meddeles i dette øjeblik ...". De nedgravede våben blev fundet frem og klargjort i løbet af natten, og 5. maj kl. 8 om morgenen stillede Uglev-delingen hos Ejnar Krabbe for at modtage instruks om opgaverne.

1987-45-15uglevejnarkrabbeford(c-riis's)kant+w.jpg

Chr. Riis havde om natten fået klargjort en opklodset Ford, som blev stillet til rådighed for Ejnar Krabbe

Bevogtningsopgaverne ved Oddesundbroen blev omfattende. Der var store mængder krigsmateriel, og der var uger igennem en stadig trafik af tyske soldater sydpå på hestevogne, cykler og til fods. Modstandsfolkene fra Uglev, suppleret med Hvidbjergfolk, indgik i faste vagtskifter ved de mange bunkers og kontrol af den gennemgående færdsel. Den 14. og 15. maj passerede ca. 2000 tyske soldater fra Hanstholmfæstningen. Først den 26. juni 1945 blev den lokale vagt afløst af indkaldte soldater fra Jyske Dragonregiment.

17. maj kunne Thyholmboerne modtage de første engelske tropper, en panserenhed på 170 mand. Uglev-delingen gik i marchparade, og kvinderne med Nina Toft i spidsen havde forberedt en festlig modtagelse med blomster og velkomsttale på engelsk. Stor var skuffelsen, da englænderne nok sagtnede farten, men ikke standsede. Længere nordpå standsede de, og Thyholms piger fik autografer.

Den 6. juni 1944 måtte Svend Erik Christensen pludselig forlade Vejle. Han var seminarist på 2. år på Jelling Statsseminarium og havde været med i fordelingen af illegale blade. I maj 1944 blev han vagtstøtte for en radiotelegrafist - "Mark" - i modstandsbevægelsen, og da Mark blev arresteret af Gestapo, måtte Svend Erik Christensen væk i en fart. Han kom på "Sokkelund Ungdomsforenings sommerlejr", modstandsbevægelsens guerillatræning, og her blev han udvalgt til Eureka-operatør. Han fik dæknavnet Poul Jacobsen, og efter en kort instruktion i betjeningen af grejet blev han sendt til Thyholm.

Eurekaen blev først stillet op på et loft i Hvidbjerg hos herreekviperingshandler Martin Østergård, som var delingsfører for modstandsbevægelsens Hvidbjerg-gruppe. Her var Poul Jacobsen i tre uger, men stedet var for farligt, og han fik ordre på at flytte. Den 21. august 1944 pakkede han pejleudstyret i to kufferter og cyklede 6 km mod sydøst til gården Helleriis.

De næste godt to måneder blev Helleriis pejlepunkt for stort set alle engelske nedkastningsfly over Danmark og ligeledes mange bombefly på vej mod mål i Nordtyskland. Den historie følger på de næste sider i uddrag fra Svend Erik Christensens bog "Hilsen til Borghild", og Inger Riis Christensen fortæller sin version af historien på DVD. Det er en historie om krig og kærlighed.

Regnen høvlede ned den dag henimod slutningen af august, da jeg cyklede, eller snarere traskede, med min cykel ind på gårdspladsen og op foran stuehuset til gården Helleriis. Jeg var forpjusket som en våd harekilling, men nåede dog at registrere, at man var ved at køre det sidste læs korn ind i laden.

Transporten af Eureka'en på cykel var et både banalt og besværligt problem. Kufferterne var store og tunge og vanskelige at anbringe på cyklen, hvor der også gerne skulle være plads til mig. Der var grænser for, hvor mange stød og knubs, det følsomme radiogrej kunne tåle, og endelig skulle transporten se nogenlunde uskyldig ud, så folk på egnen ikke begyndte at interessere sig for meget for den fremmede den allerførste dag.

Uden nærgående spørgsmål og andre dikkedarer blev jeg inviteret indenfor af gårdens ejer, Christian Riis og hans kone, Tulle, der havde kaffen parat. De var åbenbart blevet forhåndsinformeret af H.C. Toft, for det lå i luften, at jeg kunne regne med at blive der, så længe det var nødvendigt.

Men hvem var de mennesker, jeg var havnet hos, hvordan var de tekniske muligheder for at bruge gården som operationssted, hvordan var naboerne og i det hele taget egnens befolkning? Der var altså nogle spørgsmål, jeg måtte have svar på, inden jeg kunne tage stilling til, om jeg kunne blive på Helleriis for et måske længere tidsrum, eller jeg skulle søge andre græsgange. For at få svar på disse spørgsmål måtte jeg dels bruge min egen iagttagelsesevne, dels stole på min intuition.

Ved at stikke fingeren i jorden fandt jeg hurtigt ud af, at naboerne var pålidelige. Hvis de i den kommende tid anede noget, holdt de det i hvert fald for sig selv.

Jeg havde aldrig før været nord for Limfjorden og kendte hjemmefra kun lidt til landbefolkningen og dens politiske og nationale indstilling. Vi havde lidt fjern familie vest for Vejle, og de var alle pr. tradition venstrebønder. Her derimod, var landbefolkningen overvejende traditionsbundne, nationalbevidste konservative. I Vejle havde jeg i midten og slutningen af 30-erne set de unge, ultrakonservative KU’er iført lange støvler, brune skjorter og skrårem marchere skrålende gennem gaderne til Kirketorvet, hvor en eller anden stor kanon holdt en flammende tale med klare, fascistiske undertoner. Det var gyseligt og uhyggeligt. Her på Thyholm, der var præget af mellemstore og navnlig mindre landbrug, var folk ganske vist konservative, men det var Christmas Møllers mere socialt orienterede konservatisme, der prægede deres holdning. De var nok nationalt bevidste, men ikke national-chauvinistiske.

Men alt det var der ikke tid til at interessere sig for, nu skulle der nemlig arbejdes. Det var derfor, jeg var kommet.

Umiddelbart var Helleriis ikke det bedste sted at etablere et pejlefyr, der skulle opfange radioimpulser fra en afstand på 150-200 km - vestfra. Gården lå ikke særlig højt i terrænet, med markerne skrånende ned mod Limfjorden - mod øst. Altså ikke de optimale betingelser.

Men prøves skulle det. Vi valgte som basis loftet på den østre længe, "Østerhuset". Loftet blev brugt dels som kornmagasin, dels som en slags pulterkammer. Her kom der næsten aldrig nogen, så det valgte vi. Der måtte slås hul i taget, så den ca. 3 m lange antenne kunne sættes så højt som muligt. Da den ene af gårdens karle dagen efter opdagede hullet i taget, blev han enig med de andre om, at der nok havde været rotter på spil. Vi lod dem blive i troen.

Ved mit korte møde med Larsen i Århus havde jeg fået klare instrukser om, at jeg hver aften kl. 18.15 - uden undtagelse - skulle lytte til den danske

nyhedsudsendelse fra BBC i London. Disse udsendelser sluttede altid med en såkaldt særmelding. Den var som regel udformet som en hilsen til . . . og så fulgte en række navne. Det kunne for eksempel være: Hilsen til Ingeborg, Else, Mogens, brøndgraveren, Kurt, Magdalene, guldsmeden osv.

Listen med navne var som regel meget længere end denne, og mindst halvdelen var "dummy"-navne, dvs. navne, som ingen som helst betydning havde - ud over at forvirre tyskerne, der ingen mulighed havde for at vide, hvor mange operationer, der var planlagt.

Andre var signal til modtagefolkene om, at der netop i aften kunne ventes nedkastning på deres plads. Visse kodenavne var ordrer til andre grupper om at gå i gang med fx. jernbanesabotage. Et enkelt kodenavn kunne være henvendt til Eureka-operatøren. Hvis det kodenavn, som Larsen eller senere Toldstrups hovedkvarter havde opgivet som mit, blev nævnt, skulle jeg være klar til at operere samme aften mellem kl. 22 og 01 eller senere.

De første aftener skete der intet. Vi lyttede samvittighedsfuldt til BBC og glædede os over de opmuntrende meldinger om de allieredes fremrykninger på alle fronter. Særmeldingerne blev selvfølgelig aflyttet særlig intenst. Men endnu ingen hilsen, der indeholdt det kodenavn, jeg havde fået opgivet. Endelig en aften kom det. Hilsen til MERETE. Nu var jeg klar over, at jeg for alvor skulle på arbejde. Op på Østerhus-loftet og slutte strømmen fra akkumulatoren, hovedtelefonerne på og så ellers mobilisere den nødvendige tålmodighed. Det var svært. I begyndelsen hørte jeg kun den sædvanlige knitren, der fortalte mig, at der ingen kontakt var. Men så skete det. Efter ca. tre kvarter lød der pludselig en høj, klar fløjtetone i hovedtelefonerne. Så var jeg klar over, at der var en eller måske flere maskiner på vej, og at de havde kurs direkte mod mit operationssted. Det var tegn til, at jeg skulle begynde at morse det opgivne bogstav til maskinen. Det var et B. Jeg begyndte at sende - langsomt havde jeg fået besked på: streg - prik - prik - prik - pause - streg - prik - prik - prik.

Det var en ejendommelig fornemmelse at sidde der på et hundekoldt udhusloft og sende et så beskedent budskab ud i verdensrummet uden at vide, om det blev modtaget af dem, det var tiltænkt, og uden nogen form for eller mulighed for respons.

Den kom heldigvis. Efter en halv times arbejde med Eureka'en hørte jeg en svag brummen i luften, som langsomt kom nærmere. Og så skete det, jeg havde drømt om, siden jeg sagde farvel til Larsen i Århus. Maskinen drønede lige hen over hovedet på vej til sit mål: Nedkastning af forsyninger til vore folk et eller andet sted i landet eller nedkastning af miner eller bombninger i Tyskland.

Det hele var overstået på nogle minutter, måske et kvarter, men det stod i disse øjeblikke klart for mig, at der trods alle tidligere skuffelser var et perspektiv i mine anstrengelser.

Det var en lettet, en smule stolt og en meget tilfreds og træt Poul Jacobsen, der gik i seng den nat ved halvtotiden.

Endelig var det lykkedes efter en række skuffelser at nå frem til et resultat, der betød, at min indsats - hvor beskeden den end var - alligevel havde haft betydning på en eller anden måde.

Sådan gik det mange gange i de 2½ måned, jeg havde mit hjem og operationssted på Helleriis.

I min beretning til Rigsarkivet efter krigen (afleveret gennem dr. phil. Jørgen Hæstrup) skriver jeg følgende til sidst: "Eureka-arbejdet var et Stykke illegalt Arbejde uden større Dramatik. Det var et udpræget Enkeltmandsjob, hvor Forudsætningerne for et heldigt Resultat laa i Operatørens Evne til at arbejde præcist og ganske nøjagtigt efter de givne Ordrer. Beviset for veludført Arbejde fik den enkelte Medarbejder præsenteret, naar de store Stirling-maskiner drønede lige hen over Hovedet paa ham og hans Maskineri". Hæstrup fortsætter for egen regning: "Karakteristikken er nok korrekt, men ikke udtømmende. Der mangler det relief, som resultaterne af det daglige Eureka-slid i ensom kulde uden nattesøvn stablede op bag arbejdet.......".

Der var et par problemer, der skulle løses hen ad vejen. Det ene var spørgsmålet om fortsat strømtilførsel til pejlesenderen. På gården havde man jævnstrøm fra det lille private el-værk i Uglev, ca. 5 km væk, og jævnstrøm kunne ikke bruges til Eureka'en. Altså måtte jeg bruge akkumulatoren. Men den blev hurtigt "flad" - altså tømt for strøm. Den skulle ret jævnlig oplades, og heldigvis var bestyreren på det lille el-værk en mand, der var både pålidelig, fornuftig og tjenstvillig. Turen gik derfor ofte til Uglev med akkumulatoren på cyklens bagagebærer. Dagen efter blev den hentet, og så var den klar til aftenens arbejde.

Det andet problem var mere kompliceret. Det var nemlig spørgsmålet om security. Vi havde på sommerlejren fået banket ind i vore hoveder, at vi for alt i verden måtte sørge for, hvor vi end var, at etablere den størst mulige sikkerhed, både for vores egen skyld, og ikke mindst af hensyn til den sårbare organisation og naturligvis også af hensyn til det illegale arbejdes effektivitet. Endelig var der et ganske alvorligt hensyn at tage til de familier, der absolut ikke uden fare for sig selv gav os husly, arbejdsbetingelser m.m.

Vi - familien Riis og jeg - måtte derfor opfinde en camouflage, der kunne legitimere, at jeg opholdt mig på gården og ofte sås blandt familiens naboer og venner.

Hvad var mere naturligt end at udnævne mig til at være en hjertesvag student af fjern familie, der nu opholdt sig på landet for at komme til kræfter oven på en periode med krævende eksamenslæsning.

Det gik fint. Historien lød tilforladelig, men led af den svaghed, at jeg faktisk var sund og rask, da jeg kom, og kom til at se endnu sundere og raskere og mere rødkindet ud, efterhånden som fru Riis's gode og nærende kost virkede på mit udseende.

Den gik altså ikke i længden, så vi måtte finde på noget andet. Men hvad? En dækhistorie eller camouflage for "den hjertesvage student" skulle helst være så rimelig vandtæt og troværdig, at folk ikke straks gennemskuede den. Vi måtte altså lægge hovederne i blød.

Nu var det s&el, at familien Riis havde en datter, Inger, som var enebarn, og som netop var fyldt 22 år få dage før, jeg ankom til gården. Hun måtte kunne bruges i forbindelse med en god historie. Vi kunne jo for eksempel lade, som om vi var gode venner, måske var der oven i købet en forlovelse på vej, selvom Chr. Riis nok hellere havde set en landmand som svigersøn end en forløben "hjertesvag student”, som ikke en gang havde taget sin eksamen endnu.

Det må for den historiske sandheds skyld siges, at vi strengt taget ikke brød os særlig meget om hinanden. Hun syntes (ganske med urette, naturligvis), at jeg var storsnudet og verdensfjern, og jeg kunne ærlig talt ikke se noget særligt i den mørkhårede skønhed med øjne som et par pistolmundinger.

Men vi spillede vore roller begge to. Hånd i hånd færdedes vi på traveture eller på cykel og søgte absolut ikke at skjule, at vi så hinanden dybt i øjnene. Folk kunne ikke få andet indtryk, end at det måtte da blive til noget med de to unge mennesker. Med tiden, måske. Nå ja, det måtte tiden så vise. Vi ser forresten hinanden dybt i øjnene den dag i dag.

Dagene gik. Lykken var at lytte til nyhederne fra BBC og høre mit kodenavn som en del af de mange hilsener i særmeldingen ved slutningen af nyhederne. Og lykken blev naturligvis yderligere understreget, når Eureka'en fungerede, som den skulle, og jeg hørte - men aldrig så - de store tungtlastede bombe- eller transportmaskiner brumme hen over gården.

Men der var også aftener, hvor der ingen hilsen var til mig, og derfor ingen aktivitet i luften. Så hyggede vi os i gårdens varme stuer eller fandt på noget helt andet og aldeles selvbestaltet: Jernbanesabotage. H.C. Toft havde forbindelse med et illegalt sprængstofdepot og havde fået fat på et eksemplar af den lille instruktionsbog, der fulgte med hver sending nedkastet gods. Hvorfor ikke sprænge Thybanen i luften? Det skulle være en smal sag, og det kunne jo lige så godt være os, der gjorde det, som andre. Thybanen var ikke forsøgt saboteret før, men nu skulle det altså være.

Vi fandt et passende sted ved Lyngs, ca. 15 km nord for Helleriis, hvor banestrækningen løber tæt på hovedvejen og parallelt med denne. En sur aften sidst i september drog Toft og jeg afsted med sprængstof, lunte, detonator, og hvad der ellers hørte til. Alt blev arrangeret som foreskrevet i instruktionsbogen, men sprængningen udeblev. Det var selvfølgelig en skuffelse, men vi var enige om at forsøge igen. Nogle aftener senere lykkedes det. Et stykke jernbaneskinne på ca. 1 m blev sprængt væk og generede toggangen et døgns tid eller deromkring. Vi jublede ikke over denne delvise succes, men var enige om, at vi passende kunne bruge dette forsøg som en øvelse til lignende opgaver, som måske kunne komme senere.

Hverdagen på Helleriis blev efterhånden mere og mere rutinepræget. Jeg følte mig helt integreret i familien Riis, og sikkerhedsproblemer syntes der ikke at være nogen af. Jeg var accepteret som Poul Jacobsen, hvilket navn dog efterhånden blev reduceret til Mester Jacob. Man havde måske sine anelser.

En dag var det dog lige ved at gå galt. Jeg skulle til Struer - 20 km på cykel - og skulle passere Oddesundbroen, hvor der var tyske kontrolposter på hver side. Jeg må åbenbart have set mistænkelig ud, for de tyske soldater, der heldigvis var værnemagtsoldater og ikke Gestapo, holdt mig tilbage og forlangte at se mit legitimationskort. Det skulle ikke være noget problem, for jeg havde ikke mindre end tre legitimationskort lydende på henholdsvis Jacobsen, Møller og Jespersen. Det viste sig imidlertid, at der alligevel opstod et problem, da det pludselig gik op for mig, at jeg store fjols af rent og skært sløseri havde alle tre kort på mig. Nu gjaldt det om at spille den rigtige komedie og spille den godt. Det gik.

Tyskerne var såmænd meget fredsommelige og fortalte beredvilligt, at de var på udkig efter en ung dansker, der samme morgen var undsluppet tysk fangenskab i Thisted.

Det kunne jo være Dem, sagde Gefreiteren med et skævt smil. Om han måtte se mit Personalausweis? Naturligvis. Jeg fiskede det første det bedste kort frem, lydende på navnet Poul Jacobsen. Han granskede nøje det lille foto og sammenlignede det med personen, der stod over for ham. Mon han kunne se, at jeg var nervøs? Muligvis, men det var vel heller ikke første gang, han var konfronteret med en dansker med blakket samvittighed. Mit falske navn kunne jeg huske, men det kneb unægtelig med at huske, hvornår jeg var "født". Jeg fremstammede en dato og et årstal så tilpas utydeligt, at han vist næppe opfattede dem. Senere viste den sig i øvrigt at være forkert. Nu blev der en telefoneren frem og tilbage, formentlig til de andre tyske kontrolposter , og pludselig var det hele forbi. Efter tre lange - meget lange - timer i tyskernes kontrolskur blev jeg sluppet fri og kunne cykle videre til Struer og ordne mine forretninger der.

Det var en temmelig flov Jacobsen, Møller og Jespersen, der i én og samme person foretrak togforbindelsen tilbage om eftermiddagen efter forhandlingerne i Struer. Der skulle ikke cykles mere over den bro.

Endelig blev hverdagens monotone rytme afbrudt. Den 13. oktober fik jeg brev fra Toldstrup, som skrev, at der kunne forventes en pause i nedkastningerne. Jeg kunne holde fri et par dage, men skulle være på plads senest den 20. Samtidig oplyste Toldstrup, at stationen skulle flyttes væk fra Thyholm, og at nærmere besked herom ville komme senere.

Jeg kan fortælle, at vi fra HQ i London har modtaget et hjerteligt Gratulationsprogram i Anledning af de nylig overståede Modtagelser. En ikke ringe del af Æren herfor tilkommer jo Dem. (Brev af 13. oktober 2004 fra den jyske nedkastningschef Jens Toldstrup til Poul Jacobsen).

I samme brev gentog Tolstrup, at modtagestationen skulle flyttes væk fra Thyholm. Inden skulle Poul Jacobsen dog etablere en anden Eureka-station på Agerø. Denne blev etableret hos Knud Hansen på øens lille skole, og den kom under kodenavnet IPSLEY til at fungere indtil maj 1945. Thyholm-stationen, som havde fået kodenavnet IBLE, blev i begyndelsen af november flyttet til Sørvad syd for Holstebro og lidt senere til en bedre egnet plads på en gård i Idum vest for Holstebro. Poul Jacobsen boede i denne periode sammen med to andre anonyme modstandsfolk i en lille lejlighed hos Thora og Børge Larsen på Broagervej i Holstebro, og han deltog - ud over at passe IBLE i Idum om natten - i modstandsbevægelsens Holstebro-gruppe.

De to første Eureka-stationer var en succes, og med en forventet stigning i aktiviteterne blev det jyske nedkastningshovedkvarter anmodet om at etablere endnu to stationer. Poul Jacobsen hjalp med at etablere disse, den ene i kirketårnet i Rind syd for Herning, den anden i Frøstrup mellem Thisted og Fjerritslev.

H.C.Toft, 1914-2001. Medlem af folketinget 1957-73; statsrevisor 1968-69; indenrigsminister i VKR-regeringen 1969-71. 1939-40 frivillig i den finske vinterkrig. Distriktsleder i modstandsbevægelsen for Sydthy. Gårdejer, Bjørndalgård. Gift med Nina Toft.

Ejnar Krabbe, 1903-1971. Købmand i Uglev. Mange tillidshverv. Han blev medlem af Søndbjerg-Odby sogneråd kun 29 år gammel og var formand 1957-1967. Han var også borgmester i Thyholm kommune fra 1970 til sin død i 1971, og han var direktør for Søndbjerg-Odby Sparekasse 1935-1971.

Svend Erik Christensen, 1920-1993. Lærereksamen fra Jelling Statsseminarium. Efter krigen en kort årrække fængselslærer. Senere 16 år forstander ved Forsvarets Civilundervisning bl.a. med tjeneste i Holstebro. 1970-76 forstander for Den Jyske Pensionisthøjskole i Nr. Nissum. Forfatter til bogen "Hilsen til Borghild", 1990, om sit arbejde med etablering og betjening af Eureka pejlestationer under besættelsen.

Martin Gade, f. 1913. Ejer siden 1932 af Skelhøjgård i Odby, hvor han fortsat bor i aftægtslejlighed i husets nordende ("Tørvehuset"). Gift med Dagmar Sofie ("Tutte"), som døde i 2005.

Inger Riis Christensen, 1922-2006. Født på Helleriis, hvor hun også opholdt sig 1944-45. Gift 1947 med Svend Erik Christensen.

Hanne Riis Christensen, f. 1948. Lektor, cand. mag. i historie og samfundsfag. Bosat i Hårlev på Sjælland. Datter af Inger Riis og Svend Erik Christensen.

Anders Gade, f. 1946 i Odby på Thyholm. Siden 1966 bopæl i København. Mag. art., lektor i neuropsykologi på Institut for Psykologi, Københavns Universitet. Søn af Martin og Tutte Gade.

Per Møller, f. 1953 i Floulev på Thyholm. Siden 1972 bopæl i Nordsjælland. Professor i materialeteknologi på Danmarks Tekniske Universitet.

(Optegnelser af Ejnar Krabbe, maj 1945, bilag 1 og 15 i Toft, 1984; Optegnelse fra Chr. Riis, 10. maj 1945)

Andersen, K.H., & Poulsen, O. (1982). Krigsværk. Thy og Mors, 1940-45. Nykøbing Mors: Morsø Lokalhistorisk Forlag.

Møller, P. (1984). Modstandsbevægelsen på Thyholm og Jegindø. Årsskrift for Egnshistorisk Forening for Thyholm og Jegindø, 10-2, 121-158.

Odgaard, C. (1995). Modstandsbevægelsen på Thyholm og Jegind¢ 1940-45. Årsskrift for Egnshistorisk Forening for Thyholm og Jegindø, 22, 3-20.

Weber, F. (1999). Våbenmodtagelse og sabotage. Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred, 129-138.

Kommentarer: Ejby Nielsens og Tofts upublicerede skrifter findes på Lokalhistorisk Arkiv (#1990/32 og #1986/32). Weber (1999) er baseret på et manuskript udarbejdet af Martin Østergaard. Man skal her være opmærksom på, at denne redegørelse afviger fra andre kilder og formentlig generelt er upålidelig.

Fotos 1945: Det vides ikke med sikkerhed, hvem der har taget hovedparten af billederne fra Uglev og Oddesund i befrielsesdagene. Nogle er formentlig taget af købmand J.P.Lauritsen, Uglev. Andre er taget af Tutte Gade, Odby. De fleste er fra Ejnar Krabbes album, nu på Egnshistorisk Arkiv. Øvrige anvendte fotos er fra albums tilhørende Martin Gade, Inger Riis Christensen, Poul Mortensen og Niels Odgård, og nogle er fra Egnshistorisk Arkiv.

Uglev-delingens sprængfolk
	Laurits Mikkelsen, Karl Åge Riis,Poul Hedegaard, Askov Christoffersen, Martin Gade
	Peter I. Jensen, Valdemar Roesgaard, Knud Bonde, Christian Borre, Alfred Amby
	Svend Lykke Espersen, Holger Riis, H.C. Toft, Ejnar Krabbe, Niels Hedegaard

	Der lå 36 store faldskærme på lager hos Kr. Møller [i Søndbjerg]. De var vistnok vaskede og gjort i stand af Kr. Møllers mor og søster. Halvdelen blev sendt til Hvidbjerg-gruppen; så var der 18 til os. Nogle af de sidst tilkomne måtte nøjes med en halv. Jeg fik tildelt en hvid; vi byttede så lidt rundt med de, der fik farvede, røde og blå. Når vi fik tildelt disse faldskærme, var det [som] god betaling for vort natlige arbejde. Af vor faldskærm blev der brudekjole, dåbskjole og mange skjorter mm. (Gade, 1995)
Faldskærm foran Skelhøjgårds stuehus
	Dåbskjole på Apotekergården


Skelhøjgård, Odby, 1947 (Martin Gade)		Helleriis, Søndbjerg sogn, 2005 (Inger Riis Christensen og Svend Erik Christensen)