Jacob Olesen

 

 

Den sidste færgemand
på Bøhl

Film nr. 11 i  "Den levende Egnshistorie 2"
udgivet af Thyholm Egnsmuseum

indeholdt i DVD

"13 fortællinger fra Thyholm"
Oktober 2006

 
Hovedteksten er Jacobs egen. Han skrev artiklen "Færgeoverfarten mellem Jegindø og Mors" til Årsskrift for Egnshistorisk Forening for Thyholm og Jegindø, 2005

 


Færgeoverfarten mellem Jegindø og Mors

Af fhv. færgemand Jacob M. P. Olesen

Artiklen i ren tekst
htm

 
Indtil udgangen af 1960 eksisterede der færgefart mellem Bøhl på Jegindø og Hesterodde på Mors (tidligere kaldet Lund Odde og også kendt under navnene Hestør og Hesterør Odde). Færgeriets historie fortaber sig tilbage i det dunkle, og det ligger givetvis meget langt tilbage i tiden, at den første færgemand sejlede sin første passager over det smalle farvand mellem Jegindø og Mors.

Nordøstspidsen af Jegindø, hvorfra man sejlede, har siden gammel tid haft navnet Bøhløre, og området kaldes Bøhl. Efter sigende opstod navnet, mens Jegindø var underlagt herregårde på fastlandet. Først Bustrup på Salling og siden herregården Lund (senere Gammellund) på Mors, som bl.a. havde store arealer omkring Hesterodde. På grund af dette forhold skulle fæstebøndeme udføre hoveriarbejde og sejles til Mors, hvor der kunne være pisk, bøde og træhest i vente. Nordspidsen af Jegindø var derfor ikke just forbundet med muntre oplevelser, og der var sikkert flere, som græd, når der skulle tages afsked med familiemedlemmer på stranden. At "bøle" betyder på gammel jysk regionalsprog at græde. På Morssiden sad herremandens ridefoged på sin hest og modtog fæstebøndeme. Deraf efter sigende navnet Hesterodde. Andre mener, at navnet er af mere neutral oprindelse og henfører til, at engarealerne om sommeren blev afgræsset af heste.





 


   
 
I 1860 opnåede to af Jegindøs beboere, Jens Jensen Husted og Thomas Pedersen, kongelig bevilling med eneret til transport af gods og passagerer mellem Jegindø og Mors. Forud for dette havde der været meget tovtrækkeri, men nu var den livlige trafik igennem århundreder sat i faste rammer og godkendt af øverste myndighed.

Siden 1827 havde der været aftale imellem myndigheder og lokale folk om overførsel af såvel embedsmænd som lokal post mod en årlig betaling af 8 tønder byg. I 1860 var taksten for overfart 56 skilling for færgen, 24 skilling for den "store båd" og 16 skilling for den "lille båd". I 1863 blev Peder Christensen Mouritsen medejer af færgefarten og drev det indtil 1889. Christian Odgaard fra Nykøbing Mors overtog da færgeriet ved en byttehandel. De byttede simpelthen gårde/husmandssteder. Christian Odgaard havde færgeriet indtil 1895, hvor min morfar, Jakob Møller Pinderup (oprindeligt Jensen), overtog færgeriet. I 1918 overtog min far, Thomas Olesen, færgeriet efter sin svigerfar og solgte det i 1929 videre til Peter Kjeldgaard Madsen. Thomas Olesen købte det igen i 1946 og havde det til foråret 1960, hvor det solgtes til Bent Seerup, som drev det videre i et halvt år fra Jegindø Havn indtil efteråret 1960, hvor færgeriet blev nedlagt.



  
 

Jakob Møller Pinderup med sine tre døtre. Jensine, som er forfatterens mor, er bagerst i midten

  
Min morfar, Jakob Møller Pinderup, blev i mit barndomshjem kaldet "stur gammel fåer", fordi han var betydeligt højere og kraftigere end min farfar, Johan Olesen, som vi kaldte "bette gammel fåer". Da min morfar overtog færgeriet i 1895, var trafikken livlig. Samfærdslen mellem Mors og Jegindø var et vigtigt bindeled, idet Jegindø på den tid hørte under Mors valg-, rets- og skattekreds, så der var ofte ærinde i Nykøbing Mors. Indtil dæmningen mellem Jegindø og Thyholm blev færdig i 1915, skete postleveringen gennem færgeriet ved Bøhløre. Relativt stort gods og dyr blev fragtet med den store rofærge. Det skete også, at kreaturer og heste blev tøjret og svømmede bagefter færgebåden. En synsforretning i 1860 fortæller, at "der findes en ny færge, som er solid og smukt bygget samt velindrettet med 3 årer, 2 hager og 2 landingsbroer og beregnet til at overføre 12 kreaturer på en gang eller en vogn og 4 heste. Desuden findes en færgebåd i god stand med 3 nye årer samt en mindre båd ligeledes i god stand. Til bådene findes 6 reserveårer og 6 bådshager. Desuden en mindre pram med tilbehør." Min mor, Jensine Olesen, født Pinderup, hjalp i sine unge dage med at ro færgen. Når vindforholdene var rigtige, hejste Jakob Møller sit latinersejl, og så var turen en større fornøjelse. Engang skrev murer Jørgensen til Jakob Møller og spurgte "hvornår kan postens nedkomst ventes". Jakob Møller skrev tilbage, at "da posten er af hankøn, kan ingen nedkomst forventes". Baggrunden for brevet var nok, at Jakob Møller ikke tog tiden så nøje.

Han handlede en del på Mors, og så kunne tiden ind imellem løbe fra ham. Nu afdøde Mads Elenius Madsen har fortalt, at Jakob Møller bl.a. drev lidt forhandling for uldspinderiet, farveriet og ølhandlen, og at et anker øl på de tider kostede 2 kr. Der hørte 6 - 8 tønder land til færgeriet, da min morfar købte det. I 1903 solgte han en del af jorden fra til Johannes Flyvholm, tilflytter fra Harboøre og senere missionær for den indremissionske vækkelse.


 

Min far, Thomas Olesen, var en stille og gæv mand, som passede sin dont. Han holdt omhyggeligt øje med "æ bræt", som vi kaldte færgesignalet på Mors. Signalet var en stor hvid plade, og hvis en passager hængte en mindre sort plade udenpå, så signalet lignede en skydeskive, betød det, at der var "kunder i butikken". Efterhånden var der indført faste færgetider med 4 dobbeltture dagligt, men der var jo ingen grund til at sejle, hvis der ikke var passagerer. Der blev indkøbt en motorbåd omkring 1920, som undertiden blev brugt til at slæbe den større rofærge, men den tunge trafik til øen foregik nu hovedsagelig over den nye dæmning til Thyholm. I 1950erne var overfartstaksten 2,75 kr. for en enkelt person med cykel, 2,50 kr. uden cykel, og 2 kr. pr. person, hvis der var flere passagerer.

 

 
 

Jacob Olesen og forældre: Thomas og Jensine Olesen; ca. 1953
  
Det har altid været forbundet med besvær at komme i land fra færgebådene. Da man roede eller sejlede med fladbundede både, havde man broer af sten, suppleret med små broer af træ, som man flyttede efter behov, højvande og lavvande, samt vind og vejr. Da man så gik over til motorbåd, måtte man bruge en mindre robåd for at bringe passagererne tørskoet til og fra motorbåden. Mange færgemænd har måttet sande, at det ikke altid var lige let at ligge for anker og lande passagerer på åben kyst. Broer ødelagdes, og både er sunket for anker i storm. Søndag den 30. januar 1949 oplevede jeg selv, at motorfærgebåden sank i en orkan fra nordvest. Jeg var alene hjemme og skulle passe færgeriet i mine forældres fravær. Det var en grim oplevelse som 17-årig at stå magtesløs og se vores båd blive slået til vrag og at skulle viderebringe den dårlige nyhed, da mine forældre kom hjem om aftenen. I 1950, da min far drev færgeriet, søgte vi Thisted Amtsråd og fik med bistand fra Anders Gadegaard, Odby, og H. C. Møller, Peterslund på Mors, bevilget materialer til anløbsbroer på i alt 160 meters længde. Broerne blev bygget med håndkraft i 1951. Peter Søe Drejer hjalp os; en stærk og praktisk mand. Sammen slog vi de i alt ca. 160 tykke pæle i. Vi slog begge på samme pæl, så det var vigtigt at holde takten. Når vi pustede ud, mærkede Peter Søe til pælene, oftest med kommentaren "det ka' formelig vær', at den ska' ha' en warm mie". Det var en stor tilfredsstillelse for os at se broerne stå færdige med brohoved og trapper ned til båden. Et stort fremskridt og bekvemt for både færgemand og passagerer. Nu kunne vi fx. også fragte motorcykler. Førhen er der mange, som er blevet båret i land, men en enkelt er også røget i vandet; en omrejsende uldhandler med en pose, som flød flot på vandet. Færgemanden, Peter Kjeldgaard, blev så flov og ærgerlig, at han gik hjem. Besejlingsforholdene på stedet er vanskelige. Fordi sundet er smalt, er vind- og strømforhold lumske. Poul Jensen, som gennem et langt liv har boet og fisket fra Jegindø, fortæller, at han som knægt engang fik til opgave at banke på en olietønde, så færgemanden kunne finde til land i tæt tåge. Tønden var slået helt i stykker, før færgen nåede tilbage. Isvintre kunne også påvirke færgedriften. Fx var vinteren 1946/47 usædvanlig hård, og man kørte lastvognlæs med brunkul og tørv over isen, som var alentyk og sikker. Isen kunne være meget hård ved broerne. Vi har måttet hente dem på Salling mere end én gang, når en isvinter blev afløst af pludselig vestenstorm med højvande. I maj 1949 blev min far, Thomas Olesen, alvorligt syg, så jeg måtte træde til som færgemand og opsige min hyre med en fiskerbåd. Efter et års tid begyndte far så småt at sejle igen samtidig med, at vi bandt en åleruse, som vi satte ud efter blankål ved færgestedet på Jegindø-siden. Efterfølgende lavede vi flere ruser og hummertejner, og jeg fiskede til tider også østers. Således supplerede vi hinanden i 7 år, indtil far igen blev syg. Han døde i 1960; samme år som færgeriet blev solgt og endeligt afviklet. 

 

Den nybyggede anløbsbro ca. 1951

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

Der er igennem årene færget en del kendte personer over med den lille færgebåd. Flere ministre, inkl. statsminister Zahle. Han var betænkelig ved sejladsen, men fik af Peter Kjeldgaard at vide, at "hvis e' æ færge er gue nok, ka' I ta' te' Nessund". En god frokost ventede på Peterslund, en gård udstykket fra førnævnte Gammellund, og det gjorde efter sigende udslaget. Jeg kan selv huske personer som Aksel Dahlerup, Poul Sabroe ("Den Gyldenblonde") samt flere andre kendte fra radioen, som skulle med færgen i 1941. Det var knappe tider under krigen, og man sparede på olien, så Peter Kjeldgaard brugte sejl og årer. Der var opløb på stranden for at se personerne, hvis stemmer alle kendte fra radioen.

I sommeren 1956 ankrede kongeskibet op i nærheden af færgestedet, og kongeparret besøgte øen. Mange ville gerne se "Dannebrog", så færgebåden sejlede mange passagerer ud til kongeskibet, for at se det på nærmere hold.

Med dæmningens færdiggørelse i 1915 vendte Jegindø sig gradvist mere mod Thyholm. Allerede i 1905 var Jegindø kommet under Hassing-Refs Herreder retskreds, og især efter, at det blev mere almindeligt at køre bil, var det helt naturligt, at man gjore sine ærinder på Thyholm. Bilens fremme medførte en generel konsolidering af færgefarten over hele landet, og der er i dag langt færre og større færger, fordi passagererne kræver, at bilen skal kunne medbringes. Næssund overfarten bevaredes, fordi den ligger i en lige linie mellem Hurup og Nykøbing Mors, mens trafikken mellem Jegindø og Mors efterhånden hovedsagelig bestod af turister. I 1960erne forlod Jegindø Mors valg- og skattekreds, og de officielle bånd til Mors var nu løst.

2-3 generationer tilbage var der mangen en ungersvend på Jegindø, der hentede sin brud på Mors. Der er forsat familiebånd mellem Mors og Jegindø, men der er i dag kun få beboere på Jegindø, som er barnefødt på Mors.

 
 

Den unge Jacob Olesen, ca. 1951

 

 

 

Over kahytten anes Gammellund og til venstre herfor de såkaldte Odhuse, hvor færgen lagde til

Med lukningen af færgeriet mellem Mors og Jegindø var en epoke forbi på godt og på ondt. Nu afdøde Konrad Pedersen, som boede længst mod øst ad Bøhlørevej og kendtes som både slagter og traktorfører for tærskeværket, fortalte som 93-årig i et interview med Morsø Folkeblad i 1970, at han var søn af færgemand Peder Christensen Mouritsen, og at han som dreng hjalp sin far med at ro færgebåden og løbe ærinder på Mors. Konrad kunne fortælle, at hans mor engang havde fået et fiskeben galt i halsen. Hun ventede i 2 døgn og trods store smerter på, at doktoren ankom fra Nykøbing Mors. Sådan var forholdene altså også i de "gode gamle dage"!

Færgeriets lukning symboliserede afskeden med en tid, hvor man havde bedre tid og mindre stress. Hvem kan forestille sig at være afhængig af en ro- eller sejlfærge i nutidens travle og skemalagte hverdag?



 

Jacob Olesen foran morfarens hus, "færgehuset"

2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 
 


Bådene øst for Bøhløre er sjægte. Denne gamle Limfjordsbåd er blevet populær igen.  Jacob Olesen og andre på Jegindø er i skarp konkurrence med sjægtfolkene fra bl.a. Hjarbæk


 


Jacob Olesen
ved Bøhløre

2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  
 
Opsætning og fotos 2006: Anders.Gade@psy.ku.dk Tilbage til DLE2 hovedmenu